15-årig pige blev fundet i Ungarn: Nu taler den mistænkte

I sidste uge blev en 15-årig pige fra Hedensted efterlyst af politiet. Hun blev senere samme uge fundet i Ungarn. Nu taler den 22-årige mand, der er mistænkt for at frihedsberøve hende.

Politi

En 22-årig ungarsk mand er fængslet in absentia mistænkt for frihedsberøvelse. Foto: Thomas Rousing/Ritzau Scanpix

Det var skræmmende, da nyheden om en forsvundet 15-årig pige fra Hedensted begyndte at rulle.

Tirsdag blev pigen efterlyst af politiet, og to dage senere lykkedes det at lokalisere hende.

Det var dog langt væk fra den danske grænse, da pigen blev fundet i Ungarn.

En 22-årig ungarsk mand er ifølge Ekstra Bladet fængslet in absentia for at have frihedsberøvet en 15-årig pige fra Hedensted, men han afviser at have gjort noget forkert.

Han og den 15-årige var nemlig kærester, og pigen tog frivilligt med til Ungarn, siger han til Ekstra Bladet, der har mødt den 22-årige i sit hjemland i landsbyen Ujiraz.

“Jeg elsker hende, og jeg savner hende. Jeg venter på hende og på, at alt bliver godt om tre år, når vi kan være sammen igen,” siger han til avisen.

Mødtes på nettet

Den 22-årige fortæller til Ekstra Bladet, at de to mødtes online på spilplatformen Roblox for halvandet år siden.

De skrev sammen jævnligt og aftalte for nylig at mødes. Han lånte sin mors vens bil og kørte til Danmark i tirsdags for at hente den 15-årige.

Ifølge manden havde pigen oplyst, at hun var 18 år.

Pigen blev imidlertid efterlyst, og med hjælp fra ungarsk politi blev hun fundet torsdag og efterfølgende bragt tilbage til Danmark.

Fredag blev der holdt retsmøde i sagen, hvor der blev nedlagt referatforbud.

Sydøstjyllands Politi har af hensyn til efterforskningen indtil videre ikke villet kommentere sagen.

Ungarsk politi har til Ritzau fortalt, at man onsdag blev kontaktet via Europol, fordi der var oplysninger om, at hun kunne befinde sig i Ungarn.

Det lykkedes at lokalisere den 15-årige pige i provinsen Hajdú-Bihar, der ligger i den østlige del af landet.

Ifølge ungarsk politi er der indtil videre ikke noget, der tyder på, at hun har været udsat for en forbrydelse ud over anklagen om frihedsberøvelse.

Til Ekstra Bladet fortæller den mistænkte, at ungarsk politi har set noget af korrespondancen mellem dem, og at de begge svarede ja, da politiet spurgte dem, om de elsker hinanden.

Han fortæller, at pigen efterfølgende blev ført til et børnehjem, hvor han skulle have været forbi med ting til hende over to omgange.

Så sent som lørdag d. 8. september skulle de have talt sammen igen over det sociale medie Snapchat. Søndag blev pigen hentet hjem til sin familie i Danmark.

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 10. august 2026
Artiklen er sidst opdateret 10. august 2026 kl. 11:06

Se, hvad vi ellers skriver om:

og