Grev Nikolai røber hemmelig detalje om prins Henriks sidste ønske
I årevis har det danske kongehus holdt særlig detalje om prins Henriks sidste ønske privat – lige indtil nu.
Der var en blanding af chok og forståelse blandt befolkningen i tiden op til prins Henriks bortgang.
Prinsen gik bort i februar 2018, men et halvt år før blev det meldt ud, at han ikke ønskede at blive begravet i Roskilde Domkirke sammen med dronning Margrethe.
Chokket skyldtes selvfølgelig, at det er tradition i Danmark, at danske kongelige begraves dér.
Ligeledes kom det også bag på mange, da professoren og billedhuggeren Bjørn Nørgaard allerede havde udarbejdet en sarkofag, som Henrik skulle begraves under.
Forståelsen skyldtes derimod, at de fleste godt var klar over, at prins Henrik længe havde været utilfreds med sin rolle i kongehuset.
Det bekræftede kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, over for TV 2 tilbage i august 2017.
“Det er ingen hemmelighed, at prinsen i mange år har været utilfreds med sin rolle og den titel, han er blevet tildelt i det danske monarki. Den utilfredshed har i de senere år fyldt mere og mere. For prinsen er beslutningen om ikke at lade sig begrave ved siden af dronningen den naturlige konsekvens af, at han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle – ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket, siger hun og fortæller yderligere, at prinsen fortsæt vil begraves i Danmark, men at de nærmere omstændigheder er ikke på plads endnu.”
Måtte afkræfte rygter
De nærmere omstændigheder var som nævnt på daværende tidspunkt ikke på plads. Kongehuset valgte dog alligevel at afkræfte nogle af rygterne, der florerede i medierne.
“Det har været fremme i medierne, at Prinsen ønsker at blive begravet i Frankrig. Dette er ikke korrekt. Prinsen ønsker fortsat at blive begravet i Danmark, men de nærmere omstændigheder er endnu ikke på plads.” Sådan lød svaret fra kongehuset dengang i en pressemeddelelse.
Samtidig fremgik det også, at dronning Margrethe i længere tid havde været indforstået med hans beslutning.
Dagen efter hans død i februar 2018 blev det så meldt ud, at prins Henrik skulle kremeres. Hans ønske var således at få sin aske spredt flere steder.
Det var dog her, at hemmelighedskræmmerierne begyndte.
“Yderligere detaljer betragtes som private”
Officielt lød det, at den ene halvdel af asken skulle nedsættes i en urne i den private have i Fredensborg Slotshave. Den anden halvdel skulle spredes i de danske farvande.
Først den 8. september samme år meddelte kongehuset så i en pressemeddelelse, at prins Henriks sidste ønsker var blevet opfyldt.
Endnu engang blev de danske farvande nævnt, men man ønskede ikke at gå yderligere i detaljer om hvor.
“Den anden del skulle spredes i de danske farvande. Prinsens ønsker er nu opfyldt, og den kongelige familie var samlet ved begge lejligheder. Yderligere detaljer betragtes som private.”
Blev aldrig bekræftet
Tidspunktet for offentliggørelsen af pressemeddelelsen fik dog de danske medier til at spekulere i, at asken måtte være blevet spredt i Det Sydfynske Øhav. Dronning Margrethes sommertogt det år indebar nemlig et besøg i Svendborg dagene forinden.
Det skrev Billed-Bladet blandt andet i et svar til en læser.
“Den ene del blev nedsat i en urne i kongefamiliens private have på Fredensborg Slot, mens den anden blev spredt i de danske farvande – antageligvis fra kongeskibet Dannebrog, som han elskede at sejle med. Hvornår og hvordan det skete, er ikke kommet frem. Enkelte medier har skrevet, at det skete i Det Sydfynske Øhav under dronning Margrethes sommertogt, som bl.a. omfattede et besøg i Svendborg den 6.-7. september, men det er aldrig blevet bekræftet, for den kongelige familie betragter oplysningerne som private. Det eneste, der med sikkerhed kan siges, er, at det skete i perioden mellem hans bisættelse fra Christiansborg Slotskirke den 20. februar og den 8. september 2018, hvor kongehuset i en pressemeddelelse informerede om, at prins Henriks sidste ønske var blevet opfyldt.”
Med andre ord har det været en velbevaret hemmelighed omgærdet af gisninger… lige indtil nu.
Forleden blev prinsens bortgang og sidste ønsker nemlig atter bragt op. Det var i forbindelse med det seneste afsnit af TV 2-programmet “Nikolai”, der har barnebarnet grev Nikolai i hovedrollen.
Artiklen fortsætter under billedet…

Skete ikke i Det Sydfynske Øhav
I programmet fortæller Nikolai om, hvor turbulent en tid det var for ham. I det private var han i sorg over at have mistet sin farfar, men arbejdsmæssigt som model stod han overfor et gennembrud, da han blev tilbudt at arbejde for modegiganten Burberry.
Samtidig bliver prins Henrik også nævnt, da grev Nikolai går tur med sin lillebror grev Felix på Fredensborg Slot, hvor de mindes deres farfar.
“Det er rart at tænke på, at grandpapas ånd stadig er her et eller andet sted,” lyder det først fra Nikolai, før han tilføjer:
“Ja, her og i Øresund.”
Hvis man skal tro grev Nikolai, så blev noget af prins Henriks aske spredt mellem Danmark og Sverige og altså ikke i Det Sydfynske Øhav, som der i så mange år har været gættet på.
Om Nikolai bevidst eller ubevidst har valgt at røbe detaljen, eller om der er tale om et velplantet vildspor fra grevens side, er nu det helt store spørgsmål.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 1. juli 2026
Artiklen er sidst opdateret 1. juli 2026 kl. 14:48