Gitte Hænning fylder 80: Afslører sandheden bag sit store hit

Gitte Hænning rundede i denne uge 80 år. I et interview sætter den danske musiker nu ord på sit største hit.

Gitte Hænning

Gitte Hænning. Foto: Shireen Broszies/DPA/Ritzau Scanpix

I denne uge kunne vi hylde Gitte Hænning, som mandag rundede 80 år.

Musikeren har været landskendt i en menneskealder, da hun som bare otteårig sang duetten “Giftes med farmand”, sammen med sin far, Otto Hænning.

Selvom den i dag er hendes mest kendte sang, så var hun oprindeligt ikke interesseret i at synge den.

Der var dog én ting, der fik hende overtalt, fortæller hun i et stort interview med Politiken.

Måtte overtales til at medvirke på hit

Man må sige, at Gitte Hænning er en af de danske kunstnere, som har formået at få opbygget en imponerende karriere uden for landets grænser.

Til daglig bor musikeren i Berlin, og hun er i skrivende stund i gang med en stor turné i Tyskland, hvor hun er højt elsket for sin musik.

Det hele begyndte dog herhjemme i Danmark for mange år siden.

Gitte Hænning var som bekendt blot otte år gammel, da hun fik sit største hit. Det var selvfølgelig “Giftes med farmand”, som hun indspillede med sin far.

Sidenhen har hun udgivet andre store hits såsom “Ta’ Med Ud og Fisk”, og “Jeg snakker med mig selv”.

Det største vil nok altid være “Giftes med farmand”, men dengang var det ikke ligefrem en sang, som Gitte jublede over at skulle synge.

Til Politiken fortæller Gitte Hænning, at hun blev valgt, fordi hendes søster var for gammel, men at hun egentlig ikke var interesseret i sangen.

Det lykkedes dog at få hende overtalt.

“Min søster var 12 år og derfor for stor, da der manglede et barn til duetten ’Giftes med farmand’. Jeg var otte år og absolut ikke interesseret, men jeg måtte få en cykel, hvis nummeret blev en succes. Det blev skelsættende, men jeg hører ikke til dem, der havde det skrækkeligt med at være barnestjerne.”

Selvom mange børn godt kan drømme om at blive stjerne, så var det i starten ikke noget, som Gitte gad.

Hun fortæller, at hun protesterede, når hun blev hentet ind for at få renset negle, inden hun skulle optræde, og at hun i starten blev drillet i skolen og kom grædende hjem.

Hendes tidlige oplevelse med berømmelsen var dog ikke noget, der skræmte hende væk, og Gittes far lærte hende at være ligeglad med andres meninger.

Blev en stor stjerne i Tyskland

Med årene medvirkede Gitte Hænning også i Dansk Melodi Grand Prix. Det gjorde hun i 1962 og 1963.

I 1962 blev hun dog diskvalificeret. Det skete, fordi komponisten af hendes sang “Jeg snakker med mig selv” havde brudt reglen om anonymitet.

Hendes største Grand Prix-succes kom dog i 1973, da hun deltog i det tyske Melodi Grand Prix. Her vandt hun med sangen “Junger Tag”, og repræsenterede efterfølgende landet ved Eurovision Song Contest.

Efterfølgende er det blevet til en flot karriere i netop Tyskland, hvor hun har udgivet flere hits som “Ik will een Cowboy als Man”, og “Freu’ dich bloß nicht zu früh.”

Til Politiken udtaler Gitte Hænning, at hun resten af sit liv bare skal have det vanvittigt godt, og så skal det være fyldt med rock’n’roll.

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 30. juni 2026
Artiklen er sidst opdateret 30. juni 2026 kl. 13:27

Se, hvad vi ellers skriver om:

og