Nye regler for flyrejser på vej: Det skal du som passager vide

Fra 2027 gælder de nye regler for flyrejser, og de skal være med til at sikre bedre rettigheder for passagererne.

Passagerer

Der er nye regler for flyrejser på vej, som kan få betydning for dig.

Hvis du rejser med fly på ferie, så kan der være ændringer på vej, som kan have betydning for dine rettigheder som flypassager.

EU-landene er blevet enige om en række ændringer af reglerne for flyrejser, der skal gælde for 2027, og det er noget, man byder varmt velkommen hos Forbrugerrådet Tænk.

Det skriver TV 2.

“Vi er ganske glade for den aftale, der er lavet. Den stadfæster rettighederne for kompensation og sikrer samtidigt passagererne bedre rettigheder på flere områder,” siger direktør i Forbrugerrådet Tænk, Winni Grosbøll.

Regler for kompensation og forsinkelser

Med den nye aftale fastholdes de nuværende rettigheder for kompensation.

Som rejsende har man derfor ret til enten refusion eller ombooking, hvis der opstår en aflysning. Du kan samtidig kræve kompensation, hvis dit fly er forsinket med mere end tre timer, eller hvis det bliver aflyst med under 14 dage til afgang.

Kompensationen vil afhænge af rejsens længde, men ligger mellem 250 euro og 600 euro.

Der kan dog opstå situationer, hvor flyselskaberne kan reducere kompensationen, eller i helt ekstraordinære situationer undgå at skulle betale. Det er blandt andet ved naturkatastrofer eller strejker.

Som noget helt nyt skal flyselskaberne dog informere passagererne om, hvilke rettigheder de har, hvis der skulle opstå aflysninger eller forsinkelser inden for 96 timer fra rejsens afslutning.

Bedre beskyttelse af ældre og passagerer med særlige behov

Ændringerne indeholder også forbedringer for passagerer med handicap og nedsat mobilitet.

Passagererne får nu ret til kompensation, ombooking og hjælp fra flyselskabet, hvis lufthavnen ikke yder tilstrækkelig assistance, så man ikke når ud til gaten i tide inden afrejse.

For mange seniorer kan det betyde større tryghed, når de rejser alene eller med en ægtefælle, der har brug for hjælp.

Det bliver hertil også gratis at rette stavefejl på sit boardingpas, hvis man har kommet til at lave det.

Ret til gratis rygsæk

Hvis du tidligere har været ude for, at prisen har ændret sig, og at forklaringen lød på, at prisen var eksklusiv håndbagage, så er der også godt nyt her.

Ifølge TV 2 skal prisen på flybilletter fra 2027 inkludere håndbagage, så du undgår de dyre overraskelser.

Flyselskaberne må gerne tilbyde billigere billetter til dem, der rejser uden håndbagage. Det kommer dog til at blive et fravalg og ikke et tilvalg.

Ligeledes bliver det også en rettighed at medbringe én personlig genstand på flyet, uden det kommer til at koste ekstra. TV 2 nævner eksempelvis en lille taske eller rygsæk.

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 18. juni 2026
Artiklen er sidst opdateret 18. juni 2026 kl. 13:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og