Retssag mellem Christian Kjær og sønnen tager ny drejning
Christian Kjær og sønnen Philip skulle i mandags have mødtes i retten. Nu fortæller Christians hustru, at tingene har ændret sig.
Der har længe været kold luft mellem Christian Kjær og sønnen Philip Kjær.
Det hele mundede ud i en retssag, der skulle have fundet sted mandag i denne uge, men sagen har nu taget en drejning.
Det bekræfter Christian Kjærs Hustru, Susan Astani, over for B.T.
Ikke slut endnu
Arvestrid i Kjær-familien har længe været offentligt kendt og yderst betændt.
Først kom det frem, at Philip Kjær havde valgt at sagsøge sin fars hustru på grund af en strid over Skærbæk Plantage.
Det hele begyndte med TV 2-dokumentaren “Christian Kjærs sidste vilje”, hvori Christian afslørede, at han ønskede at overdrage ejendommen til sin søn Alexander, og derfor ville Susan Astani overtage den, indtil Alexander var myndig.
Philip mente dog, at han blev lovet plantagen helt tilbage i 2005 og gik derfor rettens vej.
Christian valgte at handle hurtigt og “gensagsøgte” så sin søn kort tid efter.
Nu er der så nyt i den ene del af sagen, for i mandags skulle far og søn have mødtes i Retten i Lyngby, men det blev ikke til noget, skriver B.T.
Det skyldes, at de har indgået et forlig, og ifølge Susan Astani har Philip også betalt sin far de penge, som han skyldte.
Selvom det ligner, at det første punktum er blevet sat, så er det ikke ensbetydende med, at forholdet er blevet bedre, slår Susan dog fast.
“Vi er absolut ikke forsonet med Philip.”
Overfor B.T. bekræfter Philips advokat, at parterne har indgået et forlig. Man ønsker dog ikke at kommentere på, om forliget indebærer, at der er blevet betalt penge til Christian.
Som nævnt er det kun det første punktum i sagen.
Susan fortæller til B.T., at de fortsat skal mødes i Retten i Viborg på grund af sagen om Skærbæk Plantage.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 12. juni 2026
Artiklen er sidst opdateret 12. juni 2026 kl. 13:18