Dennis Knudsen i nyt stormvejr: Kunderne tordner
Kendisfrisøren Dennis Knudsen er endt i nye problemer, efter han har lanceret en eksklusiv klub. Flere har krævet deres penge tilbage.
I marts var Dennis Knudsen at finde i medierne igen, da han blev dømt skyldig i forsøg på bestikkelse.
Dagen forinden havde kendisfrisøren ellers talt med SeniorNews, hvor han fortalte, at der var tale om en misforståelse.
Nu er den så gal igen. Flere af Dennis’ VIP-kunder føler sig nemlig gevaldigt snydt. Faktisk ligefrem røvrendt af ham.
Det fortæller den ene til Ekstra Bladet.
Problemerne stod i kø
Tidligere i år lancerede Dennis Knudsen en lukket Facebook-gruppe, som han promoverede ved at skrive, at man kunne se 10 år yngre ud og blive den bedste version af sig selv.
For at være med skulle man betale 747 kroner, og der skulle ifølge Dennis være tale om noget af et tilbud, da normalprisen var 5000 kroner.
I så fald ville man blandt andet modtage en goodiebag med en række produkter, som kendisfrisøren helt selv havde håndplukket.
Over 500 kunder tilmeldte sig, men herefter opstod problemerne.
Efter flere måneders forsinkelse har kunderne nu modtaget en mail, hvori der står, at der var problemer med produkterne i tolden, og at man i stedet vil modtage produkter af mærket Gosh.
Ligeledes blev de også tilbudt en udgave af hans bestsellerbog.
Her var problemet dog bare, at der ikke var flere på lager, og derfor blev kunderne i stedet tilbudt et link til at læse hans andre bøger online.
Hertil skulle de også være tilbudt en én-til-én session med en af Dennis’ medarbejdere, adgang til 10 timers undervisningsmateriale og en invitation til et event hjemme hos ham.
Føler sig røvrendt
Ekstra Bladet har været i kontakt med kunden Ulla Hellerup Sørensen, der føler sig røvrendt over forløbet. Hun fortæller samtidig, at hverken eventet eller sessionen har fundet sted endnu.
Avisen har også været i kontakt med Dennis Knudsen selv, der fortæller, at brøleren er opstået, fordi hans team befinder sig i Thailand, og det er dem, der står for både markedsføring og produktionen af de omtalte produkter. Flere af produkterne er dog ulovlige i EU, og derfor kan de ikke indføres.
Adspurgt hvem der har dummet sig, er kendisfrisøren villig til at påtage sig halvdelen af ansvaret.
“Jamen, det er vi vel lige gode om, kan man sige. Både dem, der sidder derude og siger, at de har styr på det, der ikke er i orden. Og så har jeg vel også hovedansvaret for, at jeg sidder og lover folk det ene og det andet.”
Ifølge Dennis har han tidligere fået leveret produkter fra fabrikken, og de skulle også have fortalt ham, at de godt kunne levere dem denne gang.
Han lægger dog ikke skjul på, at han er lidt ærgerlig over kundernes negative reaktioner over, at de i stedet får Gosh-produkter, som han kalder for et anerkendt mærke.
Afslutningsvis lyder det fra Dennis, at han nu er ved at tage styringen over situationen, men at der vil gå noget tid, før der er styr på sagerne.
Han fortæller, at omkring 100 kunder har bedt om at få deres penge tilbage.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 11. juni 2026
Artiklen er sidst opdateret 11. juni 2026 kl. 9:14