Får “Hotel Romantik” en tredje sæson? Nu løfter DR sløret

Der har været gang i spekulationerne om, hvorvidt "Hotel Romantik" får en tredje sæson. Nu kommer DR med svaret.

Hotel Romantik

Deltagerne i "Hotel Romantik". Foto: DR/Holger Rytter

Anden sæson af det populære dating-program “Hotel Romantik” har netop løbet over danskernes skærme.

Hvor den første sæson blev mødt af en masse ros, så har den seneste også været skydeskive for en del kritik.

Derfor har mange også spekuleret over, om programmet ville få en tredje sæson.

Og er du en af de trofaste seere, så er der rigtig godt nyt på vej.

“Hotel Romantik” får nemlig en tredje sæson.

Det oplyser DR på sin hjemmeside, hvor man nu også kan tilmelde sig programmet.

Usikkerhed om værterne

I “Hotel Romantik” tjekker 20 singler over 60 år ind på et hotel, hvor de håber at finde kærligheden.

Det er endnu ikke bekræftet, om Sofie Linde og Joakim Ingversen fortsætter som værter på programmet.

Hvor programmet skal optages, er heller ikke offentliggjort endnu. DR har dog løftet sløret for, at det bliver et sted i Europa.

Første sæson af programmet blev optaget i Schweiz, og anden sæson blev optaget på den spanske ø Mallorca.

Siden den anden sæson af DR-programmet “Hotel Romantik” fik premiere i april, har flere været kritiske over for, hvordan værtsparret Sofie Linde og Joakim Ingversen taler til deltagerne.

Her har flere debattører stillet sig kritiske over for, om værterne taler ned til de ældre deltagere i programmet.

Blandt andet har journalist Kirsten Jacobsen i Radio IIII’s anmelderprogram “Vi ser på det” sagt, at hun oplever, at værterne taler til deltagerne “som om de er vuggestuebørn”.

Anna Libak, der er debattør og redaktør hos Weekendavisen, har tidligere til DR også sagt, at hun mener, at programmet har en barnagtig tone.

Men kritikken af værternes sprog kan deltagerne ikke selv genkende.

Det siger en række deltagere fra både første og anden sæson til Se og Hør.

Lise-Lotte Bak, der medvirkede i første sæson, kalder det “uartigt”.

Flere af deltagerne i anden sæson, som Se og Hør har talt med, afviser også, at de føler sig talt ned til.

Første sæson af “Hotel Romantik” høstede i år flere priser til både Reality Awards og Tvprisen.

Til Reality Awards modtog DR-programmet priserne for Årets Vært, Årets Bemærkning, Årets Caster og Årets Bedste Karakterdrevne Program.

Programmets værter, Sofie Linde og Joakim Ingversen, fik sammen prisen for årets vært.

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 10. juni 2026
Artiklen er sidst opdateret 10. juni 2026 kl. 14:00

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og