Ny analyse: Her er konsekvensen af seniorers nedslidning

Nedslidning af krop og psyke kan koste år af arbejdslivet samt milliarder af kroner for samfundsøkonomien.

Ældre mand hos lægen

En ny analyse har nu sat fokus på nedslidningen hos seniorer

Nedslidning af krop og sjæl koster år af ens arbejdsliv – og små 20 milliarder kroner i tabte lønninger.

Det viser en analyse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Nedslidning er, når en person er begrænset i sit arbejde.

Rapporten har undersøgt omfanget af fysisk og psykisk nedslidning blandt personer over 50 år på arbejdsmarkedet og årsagerne bag.

Ifølge professor på NFA Lars L. Andersen viser rapporten, hvad der øger risikoen for nedslidning, og hvilke konsekvenser det har.

Personer, der vurderer sig selv som meget fysisk nedslidte, har et 5,6 år kortere arbejdsliv end dem, der ikke føler sig særligt nedslidte.

– Personer med høj fysisk anstrengelse i arbejdet er dem, der er i størst risiko for fysisk nedslidning, siger Lars L. Andersen.

De psykisk nedslidte kan ikke i samme grad kobles til en specifik jobtype.

– Det kan være alt fra socialpædagoger til akademikere, siger Lars L. Andersen.

Den største belastning for de psykisk nedslidte er ifølge analysen “cocktail-effekten”.

Cocktail-effekten er en blanding af arbejdsopgaver, ledelsen på arbejdspladsen og generelt arbejdsmiljøet.

Ved “cocktail-effekten” er der ifølge analysen 6,7 gange højere risiko for, at man føler sig psykisk nedslidt, og et arbejdsliv der i snit bliver forkortet med omkring fire år.

Mere fokus på et forbedret arbejdsmiljo

Ifølge fagforeningen 3F er et af de vigtigste fokusområder at forbedre arbejdsmiljøet.

Blandt andet gennem en ny aftale om arbejdsmiljø, som en kommende regering skal have forhandlet på plads i løbet af 2026.

– Arbejdsmiljøindsatsen skal være langt mere ambitiøs. Der skal være øget fokus på at forebygge både fysisk og psykisk nedslidning, siger Lene Krabbe Dahl, forbundssekretær i 3F.

Ifølge analysen koster fysisk og psykisk nedslidning, der forkorter arbejdslivet, samlet set 18,8 milliarder kroner om året.

Beløbet er opgjort i, hvad de pågældende ellers samlet ville have modtaget i løn, hvis de kunne være blevet i arbejde.

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 28. maj 2026
Artiklen er sidst opdateret 28. maj 2026 kl. 8:22

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og