“Hotel Romantik”-Palles tragedie: Sønnen faldt ned fra 2. sal

Palle fra "Hotel Romantik" kunne forleden fortælle om, da han mistede sin søn Johnny. Nu sætter han flere ord på tragedien.

Palle fra "Hotel Romantik"

Palle Laursen i "Hotel Romantik". Foto: BLU/DR

Vi begynder så småt at lære mere og mere om de forskellige deltagere i “Hotel Romantik”.

I det seneste afsnit var det Palle Laursen, der åbnede op for sin fortid, og det viste sig, at han bar rundt på et forfærdeligt traume.

Som ganske ung mistede han sin søn, Johnny, der som helt lille faldt ud af vinduet fra 2. sal.

I et interview med Se og Hør sætter Palle nu selv ord på den skæbnesvangre dag.

“Mit livslange traume”

Hans liv kørte fuldstændig på skinner.

Palle var nyforelsket og nygift med Inge, og på den lyserøde sky føltes det som om, at livet var en dans på roser.

Prikken over i’et var nemlig, at parret var blevet forældre til en lille dreng, Johnny.

Livet blev dog vendt op og ned for familien den dag, hvor han på sit arbejde blev ringet op. Det var Rigshospitalet, der bad ham om at komme uden at uddybe, hvad det drejede sig om.

Til Se og Hør fortæller Palle, at en læge fortalte ham, at Johnny, der kun var halvandet går gammel, var faldet ud af deres lejlighed fra 2. sal.

Inde på stuen ved siden af lå Inge, der havde fået noget beroligende.

Desværre gik der ikke længe, før den forfærdelige besked kom fra lægen, at sønnen ikke havde overlevet.

På lægens opfordring skulle Palle selv fortælle Inge, at Johnny var død, og han husker stadig øjeblikket.

“Hun skreg, da jeg fortalte det. Det hjælpeløse skrig… Det er mit livslange traume. Det er det mest forfærdelige, jeg i mit liv har oplevet,” udtaler han til Se og Hør.

Til mediet fortæller Palle, at de efterfølgende flyttede fra Frederiksberg til Frederikshavn, hvor de efter et års tid fik sønnen Thomas.

Desværre kom familien sig aldrig over tabet, og fire år efter gik ægteskabet i stykker.

Ifølge Palle var der ingen krisehjælp eller sorggrupper, og det ærgrer ham, da han er sikker på, at de stadig havde været sammen i dag.

Tabet gik dog også udover hans kommende forhold, da han ifølge Se og Hør blev bange for både kærligheden og for at miste.

Mediet skriver afslutningsvis, at Palle i dag har et godt forhold til sønnen Thomas. Desværre gik Inge bort for 10 år siden.

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 19. maj 2026
Artiklen er sidst opdateret 19. maj 2026 kl. 14:09

Se, hvad vi ellers skriver om: