Stigning af bofællesskaber i Danmark: Flest er for seniorer
Siden 2020 er der etableret 162 nye bofællesskaber med næsten 8.200 boliger. Det er især seniorbofællesskaber, der fylder i udviklingen.
Siden 2020 er der etableret 162 nye bofællesskaber i Danmark med næsten 8.200 boliger.
Det svarer til næsten fire nye bofællesskabsboliger om dagen og gør 2020’erne til bofællesskabernes årti.
Det viser en ny rapport fra Institut for Byggeri, By og Miljø, BUILD, på Aalborg Universitet.
Ved udgangen af 2025 var der 613 bofællesskaber i Danmark med i alt 18.314 boliger. Dermed er 26 procent af alle bofællesskaber og 45 procent af alle boliger i bofællesskaber etableret siden 2020.
Flest seniorbofællesskaber
Seniorbofællesskaber fylder fortsat mest. De udgør 410 af landets 613 bofællesskaber, svarende til 67 procent. Målt på boliger står seniorbofællesskaber for 11.623 boliger eller 63 procent af alle boliger i bofællesskaber.
“Bofællesskaber er ikke længere et nichefænomen. De er i stigende grad blevet en integreret del af det danske boligmarked og bliver valgt til af mange danskere. Det er særligt parcelhusgenerationen, der er vokset fra deres mange kvadratmeter, der driver udviklingen, men de er langt fra alene. Familier, unge og enlige søger også mod bofællesskabernes muligheder og fællesskab i langt højere grad end tidligere,” siger Jesper Ole Jensen, seniorforsker på BUILD og medforfatter på rapporten.
Større boliger
Rapporten viser også, at udviklingen i højere grad end tidligere drives af professionelle aktører.
Siden 2020 er over 92 procent af de nye boliger i bofællesskaber etableret gennem såkaldte top-down-initiativer, typisk fra private udviklere og almene boligorganisationer.
Samtidig er bofællesskaberne blevet større. Nye projekter har i dag i gennemsnit over 50 boliger.
“De kommercielle aktørers indtog på markedet har betydet, at der i dag er langt flere varer på hylderne. Det er nu meget nemmere at finde et bofællesskab, der er skræddersyet til ens ønsker for balancen mellem privatliv og fællesskab. Samtidigt ser vi også, at bofællesskaberne har flyttet sig rent geografisk. Hvor de før typisk lå langt ude på landet, ligger de nu i transportkorridorerne til de større byer og gør det dermed muligt at kombinere fællesskabet med karrieren og pendlerlivet,” siger Stephen R. Lloyd-Moffett, professor på California Polytechnic State University og medforfatter på analysen.
Udgør fortsat lille del af boligmarkedet
Bofællesskaber udgør fortsat en lille del af det samlede boligmarked. Ved udgangen af 2025 var 0,64 procent af alle boliger i Danmark en del af et bofællesskab.
Andelen er dog mere end tredoblet siden 2000, hvor den var omkring 0,20 procent.
Ifølge rapporten er der 22 nye bofællesskabsprojekter planlagt til åbning i 2026 med over 1.200 boliger. Hvis de bliver realiseret, vil næsten halvdelen af alle bofællesskabsboliger i Danmark være opført i 2020’erne.
Først publiceret: 13. maj 2026
Artiklen er sidst opdateret 13. maj 2026 kl. 13:01