Ny udvikling i sagen om Madeleine McCann
Britiske myndigheder arbejder på at opbygge en sag, så den hovedmistænkte kan komme for en retssag i England for mordet på Madeleine McCann.
Madeleine McCann.
Til næste år er det præcis 20 år siden, at den dengang 3-årige britiske pige forsvandt under en familieferie.
Alligevel spøger navnet stadig mange år efter, hvor det er blevet en af de mest omtalte forsvindingssager nogensinde.
Mest af alt skyldes det desværre, at man til dags dato fortsat ikke har fundet hende.
Gennem årene har det heller ikke været muligt at finde en gerningsmand, men der er dog et navn, der går igen: Christian Brückner.
Blev løsladt sidste år
I 2020 blev tyskeren erklæret hovedmistænkt af de tyske myndigheder, men han blev aldrig sigtet i sagen.
Det menes, at han boede i Portugal tæt på det område, hvor Madeleine forsvandt.
Brückner fik i løbet af 2025 massiv omtale i medierne, da han blev løsladt fra fængslet i Tyskland efter at have afsonet en dom på syv år for voldtægt af en amerikansk pensionist i Portugal.
Nu får sagen om Madeleine McCann igen omtale i Storbritannien, hvor et medie mener, at politiet arbejder på en plan.
Ifølge The Telegraph, så arbejder myndighederne på at få Christian Brückner retsforfulgt for kidnapning og mordet på Madeleine McCann.
Det skriver The Mirror.
Stor forhindring står i vejen
Ifølge medierne er man overbevist om, at man kan opbygge en stærk nok sag, så Crown Prosecution Service vil godkende en retssag.
Det største problem er dog, at tysk lovgivning gør, at man ikke kan udlevere en statsborger til et ikke-EU-land.
“Næste år er det 20 år siden, Madeleine McCann forsvandt. Hvis beviserne er stærke nok til at udlevere den hovedmistænkte og retsforfølge ham her, er det netop det, vi vil forsøge at gøre,” fortæller en kilde fra Scotland Yard til The Telegraph.
Et hold af efterforskere arbejder derfor nu på at samle nok beviser til at få tyskeren retsforfulgt.
“Der er naturligvis mange forhindringer, men vores prioritet lige nu er at samle så mange beviser som muligt mod den hovedmistænkte.”
Sir Mark Rowley fra The Met Police udtalte sidste år, at man arbejdede på at få den mistænkte udleveret.
“En af grundene til, at vi er involveret, er, at mord i mange tilfælde bryder landegrænser, og at mord på en britisk statsborger under visse omstændigheder kan retsforfølges i Storbritannien. Der er mange usikkerhedsmomenter, så i øjeblikket er vi i gang med at gøre status sammen med tyskerne og portugiserne.”
Brückner er ikke tidligere blevet sigtet i sagen, og han har altid nægtet at have noget med sagen at gøre.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 5. maj 2026
Artiklen er sidst opdateret 5. maj 2026 kl. 14:50