Forlader “MasterChef”: Jesper Koch og Jakob Mielcke stopper

Efter mere end et årti stopper de to kokke Jesper Koch og Jakob Mielcke som dommere på madprogrammet "MasterChef".

Jesper Koch og Jakob Mielcke.

Jesper Koch og Jakob Mielcke. Foto: Anders Lindstrøm Berker/Ritzau Scanpix

Efter mere end 12 år som dommere i det populære madprogram “MasterChef” stopper to af dommerne.

De to kokke Jesper Koch og Jakob Mielcke stopper som dommere i Viaplay-madprogrammet “MasterChef”.

Det meddeler de begge i opslag på Instagram.

Det har været et privilegium

Koch og Mielcke har været dommere i henholdsvis 13 og 12 år. Den seneste sæson er netop blevet sendt på Viaplay. Her har de dannet dommertrio med kokken Dak Wichangoen.

“Det har været et kæmpe privilegium at være en del af danskernes hverdag. Det er ikke mange forundt at være på besøg hjemme i folks stuer 4 gange om ugen i lange perioder gennem så mange år,” skriver Jakob Mielcke i et opslag.

Også Jesper Koch har lavet et opslag om det store exit.

“En kæmpe og ærbødig tak til alle jer seere, til de modige deltagere, til redaktionen og hele holdet bag kameraet – og ikke mindst til mine meddommere gennem årene. Og en helt særlig tak til min familie, som har bakket mig op hele vejen (og fundet sig i lange dage og endnu længere optagelser),” skriver Jesper Koch og afslører efterfølgende, at det ikke bliver et farvel, men et på gensyn.

Til efteråret kan han nemlig opleves i et nyt program med netop Jakob Mielcke.

“Nu kalder nye kapitler. Jeg lægger ikke passionen på hylden – tværtimod. Tiden skal bruges på mit nye restaurantprojekt, et nyt rejseprogram med Mielcke (på Viaplay til efteråret), ambassadør samarbejder, gastronomiske foredrag, kochen’s hverdags kogebog, produktudvikling, TV og meget mere ByKoch.”

I “Masterchef” dyster amatører i madlavning. Programmet blev sendt første gang på TV3 i 2011.

Jesper Koch og Jakob Mielcke er dog ikke færdige med at tone frem på skærmen.

Senere på året får de to kokke et fælles rejseprogram. Her skal “gastronomi, kultur og lokale råvarer være omdrejningspunktet”, lyder det i meddelelsen.

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 29. april 2026
Artiklen er sidst opdateret 29. april 2026 kl. 13:58

Se, hvad vi ellers skriver om:

og