Johnny Reimar er død: Her er Birthe Kjærs rørende ord om ham

Den folkekære musiker Johnny Reimar gik bort i løbet af påsken. I kølvandet på nyheden har flere stjerner udtalt sig om deres ven.

Johnny Reimar

Johnny Reimar. Foto: Jonathan Damslund/Ritzau Scanpix

I påsken kom desværre den triste melding, at Johnny Reimar var gået bort efter kort tids sygdom.

Den folkekære musiker var en af de største personligheder, når det kommer til den elskede dansktop-genre.

Derfor kommer det heller ikke bag på nogen, at flere danske stjerner har stået i kø for at udtale sig om ham.

Heriblandt er Birthe Kjær, som Ekstra Bladet har talt med.

“Vi maler byen rød”-sangeren er slet ikke bleg for at sige, at hun skylder Johnny Reimar hele sin karriere. Selv var hun nemlig blot 20 år gammel, da Johnny gav hende en pladekontrakt.

“Jeg er meget, meget ked af det. Han har betydet alt for mit arbejde og min karriere. Det var ham, der i sin tid gav mig chancen med min første plade, så han ændrede mit liv. Ellers havde jeg måske siddet nede i sparekassen (banken, hvor hun som ung var elev, red.) endnu.”

En anden dansktop-stjerne, der også begræder dødsfaldet, er Johnny Hansen.

“Det gør så ondt”

Til TV 2 udtaler Kandis-forsangeren, at selvom han tilhører den yngre del af branchen, så husker han tydeligt Johnny Reimar for at hjælpe faren, Bjørn Hansen.

“Jeg husker ham helt tilbage fra dengang, han var med til at føre min far frem i slutningen af 60’erne. Så jeg har kendt ham, siden jeg var en lille dreng, hvor han kom i vores hjem.”

Hos Keld og Hilda Heick er man også i sorg over dødsfaldet.

Til Se og Hør fortæller parret, at de er i chok over nyheden, da de ikke vidste, at Johnny Reimar var syg.

“Vi troede alle sammen, at han bare nød pensionisttilværelsen. Det gør så ondt. Vi tænker meget på Annie (Johnnys hustru, red.).”

Johnny Reimar blev 82 år gammel.

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 7. april 2026
Artiklen er sidst opdateret 7. april 2026 kl. 8:56

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og