Trist nyt: Johnny Reimar er død
Den danske musiker Johnny Reimar er gået bort.
Det oplyser hans datter, Lotte Reimar, i et opslag på Facebook.
“Det er med den dybeste sorg, at vi på familiens vegne må meddele, at vi har mistet vores højtelskede far, som i går sov stille og fredfyldt ind efter kort tids sygdom.”
Datter oplyser, at Johnny var omgivet af sin familie til det allersidste.
“Han var til det sidste omgivet af sine børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn og sin elskede hustru gennem knap 60 år.”
Hertil skriver hun, at der vil komme oplysninger vedrørende begravelsen, men at de håber på forståelse for, at familien har behov for ro i den svære tid.
“Vi er knuste af sorg og håber på jeres forståelse for, at vores familie har brug for ro til at komme igennem denne svære tid sammen og ikke mindst til at støtte vores mor.”
Mødte ikke op i år
Det er blot få dage siden, at datteren udtalte sig til HER&NU om forældrene.
Årsagen skyldtes, at Johnny plejede at møde op til åbningsfesten i Grøften i Tivoli, men den havde han droppet i år.
Til ugebladet lød det fra datteren, at de var ved godt mod, men at alderen havde begyndt at sætte sine spor hos både mor og far.
“Min mor har haft noget med ryggen. De er jo 82 og 84 år, så selvfølgelig er der lidt slid i kroppen hist og her, så det kæmper de med indimellem, men de er ved godt mod.”
Det store gennembrud
Johnny Reimar fik sit store gennembrud som en del af The Cliffters i 1960’erne, men fik efterfølgende en succesfuld solokarriere.
Udover sin egen karriere så agerede han også producer for mange andre danske stjerner som Birthe Kjær og Brødrene Olsen.
Musikeren er især kendt for sangene “Du burde købe dig en tyrolerhat”, og “”Sikk’ en fest vi har haft nu i nat”.
I Danmark var Johnny Reimar også forbundet med Smølferne, som han købte rettighederne til i 1970’erne.
Johnny Reimar blev 82 år.
Først publiceret: 5. april 2026
Artiklen er sidst opdateret 5. april 2026 kl. 11:00