88-årige Bill Cosby fundet skyldig i overgreb: Her er dommen
Den før så populære skuespiller Bill Cosby er dømt til at betale et stort millionbeløb i erstatning til en kvinde i en sag fra 1974.
Højt at flyve, dybt at falde.
Det lyder nærmest som en kliché, men det er også virkeligheden for nogle. Det kan Bill Cosby skrive under på.
Den i dag 88-årige amerikaner havde en storslået karriere som både skuespiller og komiker, som blev ved med at nå nye højder.
Han medvirkede i film og tv-serier og populariteten gjorde, at han også flittigt blev brugt som ansigtet udadtil i diverse reklamer.
Den største succes kom dog fra tv-serierne så som “I Spy” og “The Bill Cosby Show” i 1960’ern og “The Electric Company” i 1970’erne.
Herhjemme i Danmark er han nok mest kendt for “The Cosby Show”, der handlede om familien Huxtable, hvor Bill spillede hovedrollen som Dr. Cliff Huxtable.
Serien var et kæmpe hit i USA, og Bill Cosby blev grundet sin karriere omtalt af mange som “America’s dad”.
Men det faderlige og kærlige syn på Bill Cosby er dog for længst forsvundet igen.
Eftermælet er ødelagt
Siden 2014 har flere kvinder stået frem og anklaget stjernen for diverse former for overgreb. De skulle have foregået mellem 1960’erne og 2008.
I alt skulle der være tale om over 60 personer fordelt ud på ti amerikanske stater og en provins i Canada.
Selvom de fleste af de påståede handlinger er forældet med hensyn til strafferetlig forfølgning, så er der anlagt adskillige civile sager mod ham.
Netop en af disse var af kvinden Donna Motsinger, og i den sag er Bill Cosby nu fundet skyldig.
Det skriver Los Angeles Times.
Skal betale kæmpe millionbeløb i erstatning
Ifølge mediet anklagede kvinden ham for at servere vin til hende med piller, som hun troede var hovedpinepiller, men som bedøvede hende, hvorefter stjernen skulle have voldtaget hende.
Komikeren blev af retten dømt til at betale 19,25 millioner dollar (svarende til 124 millioner kroner) i erstatning til Donna Motsinger.
Ifølge Donna Motsinger fandt hændelsen sted for 54 år siden, og om dommen udtalte hun følgende.
“Denne dom handler ikke kun om mig – den handler om endelig at blive hørt og om at stille Bill Cosby til ansvar.”
“Jeg har båret byrden af det, der skete mig, i mere end 50 år. Det forsvinder aldrig. I dag så en jury sandheden og stillede ham til ansvar. Det betyder alt. Jeg håber, at dette giver styrke til andre overlevende, der stadig venter på deres chance for at blive hørt.”
Bill Cosby har tidligere afsonet tre år i fængsel for overgreb mod Andrea Constand.
I 2021 blev dommen dog omstødt af Pennsylvanias højesteret på grund af krænkelser af hans ret til en retfærdig rettergang.
Bill Cosby har nægtet anklagerne.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 26. marts 2026
Artiklen er sidst opdateret 26. marts 2026 kl. 7:21