Stor dag for “Matador”-stjerne: Ulla Henningsen fylder 75 år
Skuespilleren Ulla Henningsen, der fik sit store gennembrud som Iben Skjold-Hansen i "Matador", fylder 75 år.
På mange fødselsdage har hun stået på scenen
Det er teatret, der er Ulla Henningsens hjemmebane. Men mange husker hende som Iben i tv-serien “Matador” og som Liva Weel. 7. marts fylder skuespilleren 75.
Ti kvindelige skuespillere trækker i øjeblikket publikum til Nørrebro Teater. Klædt i sortgrå jakkesæt giver de stemme til modne kvinder i forestillingen “Renæssance”.
En af skuespillerne er Ulla Henningsen, der fylder 75 år den 7. marts.
Også den dag står hun på scenen, for selv en særlig fødselsdag kan ikke komme i vejen for en forestilling.
– Sådan er det at være skuespiller. Jeg har været på arbejde på mange af mine fødselsdage. Det er da træls, at jeg også skal denne gang, for det er jo en stor dag. Det husker jeg fra dengang, mine forældre fyldte 75.
Det er anden gang inden for kort tid, at Ulla Henningsen som skuespiller sætter fokus på alder. I 2025 havde hun hovedrollen i DR-serien “Generationer”, hvor hun spillede den 87-årige Martha, der som ung ombragte sit eget barn.
Da hun tilstår det gamle drab, tvivler hendes datter og børnebørn på, at hun taler sandt. Tvivlen er så stor, at de vil have hende undersøgt for demens.
Serien vidner om, siger Ulla Henningsen, hvor svært det kan være at nå hinanden på tværs af generationer. Martha har båret på sin hemmelighed hele livet, og da hun endelig åbner for sorgen, forstår familien hende ikke.
“Matador” blev hendes gennembrud
Det var dog en tv-serie i en helt anden og lettere genre, nemlig “Matador”, der blev sendt fra 1978 og fire år frem, der blev Ulla Henningsens gennembrud. Her spiller hun den oprørske Iben Skjold-Hansen, der gifter sig med den stilfærdige Kristen Andersen-Skjern.
Ti år senere, i 1992, gjorde hun indtryk på mange seere som sangerinden Liva Weel i tv-serien “Kald mig Liva”.
Men det er især på teaterscenen, at Ulla Henningsen har skabt sin karriere. Hun er uddannet ved Aarhus Teater i 1973 og var i de første år ansat her. Senere kom hun til teatre i hovedstaden, hvor hun har spillet markante roller, blandt andet i Shakespeares “Macbeth”, “En Skærsommernats Drøm” og “Trold kan tæmmes” samt i Strindbergs “Dødsdansen.”
Ulla Henningsen er gift med jazzmusiker Uffe Markussen, som hun mødte i 90’erne, da de begge var med i Cirkusrevyen. De bor hver for sig på grund af deres respektive jobs, han arbejder i Nordjylland, og hun i København.
Og sådan vil det fortsætte, for Ulla Henningsen vil gerne være i nærheden af sin søn fra et tidligere forhold og hans tre børn. Familien bor i Helsingør, og snart flytter hun i en bolig nær dem.
Ulla Henningsen har modtaget en lang række priser og legater, blandt andet Henkelprisen, Johanne Luise Heibergs Mindelegat, Liva Weels Jubilæumslegat og Danske Teaterjournalisters pris Teaterpokalen.
Som noget særligt er en af de største danske kærlighedssange – Anne Linnets “Smuk og Dejlig” – skrevet til skuespilleren.
Anne Linnet har fortalt, at hun en aften på en bar i Aarhus så Ulla Henningsen på et dansegulv. Bagefter blev sangen, der udkom i 1976, skrevet på et kvarter.
Vil du læse flere historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 6. marts 2026
Artiklen er sidst opdateret 6. marts 2026 kl. 13:10