Læsere slår alarm: Video med kendt tv-læge bruges i annoncer for piller mod slidgigt
Flere læsere har kontaktet SeniorNews efter at være stødt på annoncer med videoer, der ligner troværdige tv interviews. Indholdet fremstår som sundhedsjournalistik, men bruges til at sælge kosttilskud med tvivlsomme løfter.
Bekymrede henvendelser fra læsere får SeniorNews til igen at advare mod falske sundhedsannoncer, som i øjeblikket cirkulerer på nettet – og som er dukket op, når der er klikket på artikler om sundhed.
Flere fortæller, at de er stødt på videoer, hvor den kendte tv-læge Peter Qvortrup Geisling tilsyneladende anbefaler kapsler mod slidgigt og smerter.
Videoerne ligner interviews fra kendte tv programmer og fremstår ved første øjekast troværdige, men leder videre til sider, hvor man kan købe produkter.
En læser – Rose Marie – reagerede, fordi noget virkede forkert.
“Det kan alt sammen virke meget ligetil, men alligevel synes jeg, der er noget, der ikke er som det skal,” skriver hun i en henvendelse til efter at have set en video, der lignede et interview fra Aftenshowet.
En anden læser – Anne Marie – skriver direkte, at hun mener, der er tale om en falsk reklame med piller mod gigt, hvor tv-lægen bliver brugt som afsender.
Det ser man på videoen
Flere læsere fortæller, at forløbet på videoen begynder med et billede af en skål med stegte kartofler, som fører videre til en artikel med en video.
Her optræder tv -lægen Peter Qvortrup Geisling i et studie, der ligner Aftenshowet på DR1.
I indslaget fortæller han om et lægemiddel, som han angiveligt har opdaget, og som fremstilles som et meget virksomt middel mod slidgigt.
Undervejs henviser han blandt andet til sin egen far, der ifølge fortællingen skulle have været ramt af svær slidgigt og være blevet hjulpet til bedre mobilitet.
I tilknytning til videoen kan man bestille produktet som kapsler. En læser oplyser, at hun bestilte og betalte 299 kroner efter at have set indslaget.
Annoncer forklædt som interviews
SeniorNews understreger, at redaktionen ikke producerer reklamer for kosttilskud mod sygdom.
På nettet findes imidlertid annoncer, som er designet til at ligne redaktionelt indhold og udnytte tilliden til kendte medier og sundhedsprofiler.
I flere tilfælde bliver kendte personer og læger brugt uden deres samtykke.
Videoerne kan være redigeret eller fremstillet med kunstig intelligens, så det ser ud som om en læge anbefaler et produkt.
Men læger må som udgangspunkt ikke reklamere for medicin eller kosttilskud på den måde, og derfor bør man være ekstra kritisk, hvis et produkt lover lindring af eksempelvis slidgigt eller kroniske smerter.
Sådan kan du kende faresignalerne
* Hvis en artikel ligner tv nyheder, men leder direkte til køb af piller.
* Hvis en kendt læge tilsyneladende anbefaler et produkt med rabat eller tidsfrist.
* Hvis siden skifter hurtigt eller åbner nye vinduer med bestilling.
Hvad skal du gøre, hvis du har bestilt?
* Kontakt banken med det samme, hvis du har indtastet kortoplysninger.
* Gem mails og kvitteringer.
* Tal med din egen læge, hvis du er i tvivl om produktet.
Bliv sikker på SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
SeniorTryg udgives i samarbejde med Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Først publiceret: 19. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret 19. februar 2026 kl. 8:16