Annette Heick blev mobbet: Er du ikke flov over dine forældre?

Ifølge Hilda Heick blev Annette drillet i skolen over forældrenes musik. Annette selv fortæller, at det ikke var usædvanligt, at også voksne henvendte sig til hende med hånelige kommentarer.

Annette Heick

Annette Heick. Foto: Ida Wang.

Hr og fru Danmark.

Sådan er der med garanti nogle, der vil sige, hvis de blev bedt om at beskrive Keld og Hilda Heick.

Det altid smilende ægtepar har gennem årtier underholdt tusindvis af danskere med deres populære sange.

Det har dog ikke altid været en dans på roser.

Sådan lød ordene selv fra Keld Heick, da SeniorNews talte med ham om karrieren og om de skeptikere, der så ned på parrets sange.

Emnet bliver ligeledes berørt i DR-programmet “Keld Heick – Kongen af dansk pop”, hvor Hilda forklarer, at parret var en “torn i øjet” på dem, der ikke havde fast bolig eller betalte regninger til tiden.

Parrets datter, Annette Heick, giver også seerne et dybere indblik i, hvordan kritikken har påvirket hendes forældre.

“Min mor har grædt mange tårer over de lede, modbydelige ting folk skrev i breve,” fortæller hun i programmet.

Selvom det i sig selv var voldsomt, at folk sendte breve, så henvendte nogle sig også direkte til dem med hadfulde kommentarer.

Eksempelvis fortæller Annette, at folk også kunne finde på at komme op til hendes mor i supermarkedet og svine hende til.

“Jeg så dig i fjernsynet i lørdags. Gud, hvor var du grim.”

“Det er svært for et barn at høre på”

Det var heller ikke kun Keld og Hilda selv, der måtte lægge øre til kritikken.

Således fortæller Hilda, at det også gik ud over Annette, som blev drillet i skolen.

“Din far og mor går bare ud og synger og har sådan nogle lalleglade sange,” gengiver Hilda og tilføjer: “Det er svært for et barn at høre på.”

Annette fortæller hertil, at voksne ligefrem også kunne finde på at henvende sig til hende.

“Er du ikke flov over dine forældre?”

Keld og Hilda Heick valgte her i 2026 at gå på pension. De spillede deres sidste koncert d. 6. februar i Portalen i Greve.

Du kan se “Keld Heick – Kongen af dansk pop” på DRTV.

Først publiceret: 16. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret 4. marts 2026 kl. 10:43

Se, hvad vi ellers skriver om: