Tre ud af fire nye pensionister får penge fra egen pension
Nye tal viser, at tre ud af fire nye folkepensionister i dag får månedlige udbetalinger fra egen pensionsopsparing. Udviklingen har været med til at løfte pensionisternes indkomst markant
Tre ud af fire nye pensionister får nu udbetalinger fra egen pensionsopsparing som supplement til folkepensionen.
Det er en markant ændring i forhold til for 15 år siden og en vigtig forklaring på, at pensionister samlet set har haft en solid indkomstfremgang de seneste årtier.
Det viser nye tal fra brancheforeningen Forsikring & Pension, der har set nærmere på udviklingen blandt nye folkepensionister.
I 2024 har 76 procent af de nye folkepensionister månedlige udbetalinger fra enten en arbejdsmarkedspension eller en privat pensionsordning. For 15 år siden var det omkring hver anden.
I 1995 gjaldt det kun 37 procent.
“Vi har i de senere år oplevet en markant stigning i andelen af nye pensionister, som ud over den offentlige folkepension har månedlige udbetalinger fra deres egen pension. Det afspejler, at udbygningen af vores arbejdsmarkedspensionssystem nu for alvor slår igennem,” siger Lotte Katrine Ravn, pensionschef i Forsikring & Pension.
Her er udbetalingerne små
Udviklingen betyder, at langt de fleste nye pensionister i dag har flere indtægtskilder end tidligere generationer. Folkepensionen suppleres af pensionsudbetalinger, som er opbygget gennem arbejdslivet.
Samtidig peger Forsikring & Pension på, at der fortsat er grupper, hvor pensionsudbetalingerne er små eller helt mangler. Det gælder blandt andet personer, der kun har været på arbejdsmarkedet i en begrænset periode, eller som slet ikke har haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
“Der er grupper, som ikke sparer meget op til pension. Det er særligt selvstændige og personer med lidt eller slet ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. Mange selvstændige sparer dog op på andre måder, og modtagere af overførselsindkomst har fra 2020 indbetalt til en ny obligatorisk pensionsopsparing hos ATP,” siger Lotte Katrine Ravn.
Pensionisternes indkomst vokser
Den stigende pensionsopsparing har også haft betydning for pensionisternes samlede indkomst. Ifølge en beregning fra Forsikring & Pension baseret på tal fra Danmarks Statistik har pensionister siden år 2000 haft en større gennemsnitlig indkomstfremgang før skat end mange andre grupper i samfundet.
Pensionisternes indkomst er vokset med 3,2 procent om året, mens hele befolkningen i gennemsnit har haft en årlig indkomstfremgang på 2,8 procent.
Gevinst fra arbejdsmarkedspensioner
Ifølge Forsikring & Pension skyldes udviklingen tre forhold. For det første har flere pensionister udbetalinger fra egne pensionsopsparinger.
For det andet er ældrechecken blevet indført som ekstra ydelse til pensionister med små opsparinger.
Og for det tredje er næsten 100.000 folkepensionister i dag fortsat i arbejde.
“At pensionisterne har haft en større indkomstfremgang end resten af befolkningen hænger tæt sammen med, at langt flere i dag har udbetalinger fra egne pensionsopsparinger. Det viser, hvor stor betydning arbejdsmarkedspensionerne har fået – både for den enkelte og for samfundet,” siger Lotte Katrine Ravn.
Hun peger samtidig på, at udviklingen har betydning langt ud i fremtiden.
“Når unge i dag sparer op fra første arbejdsdag, sikrer det ikke kun en tryg alderdom, men også en stærkere økonomi for kommende generationer af pensionister,” siger Lotte Katrine Ravn.
Pension som del af overenskomsten
Arbejdsmarkedspensioner er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter.
Det vil sige fagforeninger på lønmodtagersiden og arbejdsgiverorganisationer på arbejdsgiversiden. Aftalerne bliver indgået som en del af overenskomsterne på det danske arbejdsmarked.
For langt de fleste lønmodtagere betyder det, at pensionsordningen er en fast del af ansættelsen. Man bliver automatisk omfattet, når man er ansat på en overenskomst. Både arbejdsgiver og lønmodtager indbetaler til pensionen.
Pensionisternes egen opsparing fylder mere
• 76 procent af nye folkepensionister havde i 2024 udbetalinger fra egen pensionsopsparing
• I 1995 gjaldt det 37 procent
• Pensionisternes indkomst er siden år 2000 vokset med 3,2 procent om året
• Den gennemsnitlige indkomstfremgang i hele befolkningen har været 2,8 procent om året
• Næsten 100.000 folkepensionister er i dag i arbejde.
Kilde: Forsikring & Pension, 2026
Først publiceret: 5. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret 5. februar 2026 kl. 7:18