Helle Thorning-Schmidt om øgenavn: Vi kan ikke alle ligne lort

Den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt fortæller nu, hvordan hun reagerede, da hun hørte det berygtede øgenavn "Gucci-Helle" første gang.

Helle Thorning-Schmidt

Den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Kært barn har mange navne, som man siger.

Som tidligere politiker kan du også være sikker på, at Helle Thorning-Schmidt er blevet kaldt lidt af hvert gennem årene.

Et af de mest kendte øgenavne, hun fik, var selvfølgelig det berygtede “Gucci-Helle”, og nu fortæller den tidligere statsminister, hvordan hun havde det med lige netop det øgenavn.

Det gør hun i Radio4-programmet “Et kapitel for sig”.

Løb ofte med opmærksomheden

Mode har nu egentlig aldrig været i fokus inde på Borgen. Det sørgede Helle Thorning-Schmidt dog for at få lavet om på.

Den stilbevidste kvinde var således gennem hele sin karriere aldrig bange for at skille sig ud fra mængden.

Ja, selv efter hendes tid på Christiansborg har hun flere gange løbet med opmærksomheden grundet sin påklædning.

Som landets første kvindelige statsminister måtte hun dog lægge øre til mange kommentarer. De kunne være om alt fra hendes hår og sko til hendes nederdele og tasker.

Særligt var der dog en ting, der gik igen, og det var øgenavnet “Gucci-Helle”.

Blev gjort til en pyntedukke

Til Radio4 fortæller den tidligere statsminister, at hun i første omgang var meget utilfreds med navnet.

“Det er jo en måde at gøre mig inkompetent, tage mit intellekt fra mig. Gøre mig til en pyntedukke, faktisk”.

Ifølge Helle var det Freddy Blak, der stod bag øgenavnet, og hun husker også, hvad hun sagde til ham, da hun hørte det første gang.

“Du skal kraftedeme ikke kalde mig for “Gucci-Helle,” fordi vi kan jo fandme ikke gå rundt og ligne en pose lort ligesom dig allesammen”.

I programmet fortæller Helle Thorning, at navnet selvfølgelig var rammende, fordi hun netop var mere modebevidst end de andre i partiet. Hun påpeger dog samtidig, at det ikke var svært at skille sig ud, da standarden – ifølge hende – ikke var særlig høj, når det kom til mode i partiet.

Først publiceret: 5. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret 5. februar 2026 kl. 10:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og