Haugaard må ikke barbere sig – nu skal han ligne en bussemand
Den 73-årige entertainer Jacob Haugaard har fået en stor rolle i en international film, og det betyder også et farvel til både barbermaskinen og frisøren.
Mange kender Jacob Haugaard som komiker, musiker og tidligere medlem af Folketinget. Og nu føjer han endnu en titel til sit i forvejen lange cv: international skuespiller.
Han har nemlig fået hovedrollen i den amerikanske instruktør Alexander Paynes kommende film ‘Et sted derude’.
Filmen bliver den Oscar-vindende instruktørs første europæiske produktion og foregår i en mindre jysk provinsby.
I et interview med TV 2 Fyn fortæller Jacob Haugaard, at rollen passer ham helt perfekt:
“Jeg er blevet tilbudt at spille en sådan lidt vrangen 73-årig, ligesom jeg er, og i manuskriptet halter han ovenikøbet lidt, og det gør jeg også, for jeg gik i orkestergraven under en guitarsolo.”
Ingen klipning, ingen barbering
Med rollen følger også nogle helt særlige krav fra instruktøren. Jacob Haugaard afslører, at han har fået besked på ikke at røre sin hårpragt frem mod optagelserne.
Han må hverken klippe håret, barbere sig eller fjerne ørehår, næsehår eller justere sine øjenbryn. Alt skal gro frit – for karakteren han spiller, skal ligne “sådan en bussemand”, som han siger med et glimt i øjet.
Om venskab og livets sene konflikter
Filmen ‘Et sted derude’ handler om to mænd, Lars og Klaus, spillet af Jacob Haugaard og Ole Sørensen. De har været venner i mange år, men i den tredje alder begynder forholdet at slå revner.
På rollelisten er også navne som Jacob Lohmann, Lane Lind og den norske skuespiller Renate Reinsve, der for nylig blev Oscar-nomineret for sin præstation i filmen ‘Affektionsværdi’.
En stor mulighed
At få hovedrollen i en international film betyder meget for Haugaard.
“Det er det bedste, der kunne ske for mig p.t.,” har han udtalt til Ritzau.
Instruktøren bag filmen, Alexander Payne, har tidligere vundet to Oscars for Bedste Adapterede Manuskript – for filmene ‘Sideways’ og ‘The Descendants’. Senest stod han bag ‘The Holdovers’, som indbragte en Oscar til skuespilleren Da’Vine Joy Randolph i 2024.
‘Et sted derude’ forventes at få premiere i 2027.
Først publiceret: 2. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret 2. februar 2026 kl. 7:27