Bruce Springsteen kritiserer Trump i ny sang: Hør den her
Den 76-årige rocklegende Bruce Springsteen er aktuel med en ny protestsang, som sætter ord på vrede og sorg efter dødelige sammenstød mellem immigrationsmyndigheder og civile.
Bruce Springsteen har aldrig været bange for at bruge sin stemme til at råbe op om uretfærdighed.
Nu gør han det igen i sin nye sang “Streets of Minneapolis”, som han udgav onsdag den 28. januar.
Sangen er en følelsesladet reaktion på de seneste dødbringende episoder i USA, hvor to demonstranter mistede livet under voldsomme immigrationsrazziaer i Minneapolis.
I teksten nævner Springsteen direkte navnene på de to ofre: digteren Renée Good og sygeplejersken Alex Pretti, som begge blev skudt af føderale agenter i forbindelse med urolighederne.
Ifølge Washington Post blev Pretti dræbt, efter han var blevet fastholdt og afvæbnet, mens Good blev ramt, da hun forsøgte at køre væk.
Sangen deler vandene
På kun to timer havde “Streets of Minneapolis” fået over 40.000 visninger på YouTube.
Sangen har både fået stor opbakning og mødt modstand, og den er blevet en del af en større protestbølge blandt musikere, som kritiserer Trumps immigrationspolitik.
Den engelske sanger Billy Bragg har også netop udgivet en protestsang med titlen “City of Heroes”.
Springsteen har i årtier støttet venstreorienterede og sociale bevægelser.
Mange husker hans sange “The Ghost of Tom Joad” og “We Are Alive”, som handler om social ulighed og borgerrettigheder.
Og selvom sangen “Born in the U.S.A.” ofte bliver brugt som patriotisk hymne til politiske rallies, er budskabet langt mere kritisk – og rettet mod konsekvenserne af Vietnamkrigen.
Titlen på den nye sang er en tydelig reference til “Streets of Philadelphia” – den Oscar-vindende sang, han skrev til filmen om HIV/AIDS-krisen i 1990’erne.
Klik på videoen herunder for at lytte til sangen
Først publiceret: 30. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret 30. januar 2026 kl. 7:21