Frank og Lise-Lotte holder kortene tæt, men romantikken lurer stadig
Der var sød musik mellem Frank og Lise-Lotte i 'Hotel romantik'. Og selvom forholdet ikke overlevede den første tid hjemme i Danmark, tyder noget nu på, at det måske slet ikke er slut alligevel.
På den røde løber til filmpremieren på ‘Madklubben 2’ dukkede de to tidligere romantik-deltagere op side om side, og det satte straks gang i spekulationerne.
For selvom de ikke vil sige det direkte, sender både Frank og Lise-Lotte små signaler om, at gnisten stadig er der.
“Vi har jo noget kemi sammen,” siger Frank, og Lise-Lotte følger op med et smil og tilføjer, at hun ikke vil sige mere – “det kommer nok på et tidspunkt”.
Holder stadig kontakt
Undervejs i programmet var Frank og Lise-Lotte et af de par, hvor romantikken hurtigt blomstrede.
Og selvom det ikke blev til et fast forhold bagefter, ser de stadig hinanden – og taler med varme om den oplevelse, de delte under optagelserne i udlandet.
Da Frank bliver spurgt direkte, om de har fundet melodien igen, lyder svaret: “Ja, ja. Det har vi altid haft.”
Hvad det præcis dækker over, lader de stå åbent, men smilet hos begge afslører, at det måske ikke er helt slut med romantikken.
Ny sæson på vej
‘Hotel romantik’ blev en kæmpe seersucces, hvor mere end en million fulgte med, da modne danskere kastede sig ud i kærlighedseventyr under sydens sol. Og nu er der mere i vente.
DR har nemlig bekræftet, at programmet vender tilbage med endnu en sæson.
Her får en ny gruppe håbefulde singler muligheden for at finde kærligheden – præcis som Frank og Lise-Lotte gjorde.
Kærlighed med et glimt i øjet
Selvom ingen af parrene fra den første sæson holdt fast i kærligheden bagefter, ses flere af deltagerne stadig privat.
Og hvem ved – måske får vi snart at vide, om Frank og Lise-Lotte alligevel har fundet vej tilbage til hinanden.
Indtil videre lyder meldingen blot: “Ingen kommentarer.”
Først publiceret: 10. november 2025
Artiklen er sidst opdateret 10. november 2025 kl. 12:26