Matcha-teen hitter, men er den virkelig så sund?
Matcha-teen er blevet en populær trend på kaffebarer verden over, men ifølge eksperter er den langt fra det sundhedsmirakel, mange tror.

En flot, cremet kop matcha-latte ses i dag på mange kaffebarer og sociale medier.
Den japanske grønne te er blevet udråbt som en sand vidunderdrik, men ifølge ernæringsekspert Louise Meng bør man ikke lade sig rive helt med af hypen.
Matcha indeholder ligesom almindelig te stoffer, der kan have en gavnlig effekt på kroppen, blandt andet flavonoider.
Men at kalde det en superfood, der kan revolutionere sundheden, er ifølge eksperten at gå for langt.
“Hvis det virkelig var noget, der kunne rykke ved folkesundheden og den enkeltes sundhed, så var Fødevarestyrelsen på banen med anbefalinger,” siger Louise Meng til TV 2.
En drik med historie
Matcha har en lang tradition i Japan, hvor teen indgår i ceremonier, der handler om ro og nærvær.
Men der er stor forskel på en klassisk matcha-brygning, der kan tage op til to timer, og en hurtig to-go latte med bærsmag fra en dansk kaffebar.
Herhjemme handler det i høj grad også om signalværdi – den grønne kop ses som et sundt valg, uanset indhold.
Drik det, hvis du kan lide det
Louise Meng anbefaler, at man nyder matcha, hvis man kan lide smagen, men uden at tillægge drikken egenskaber, den ikke har.
De dokumenterede sundhedseffekter er nemlig små og kræver regelmæssigt indtag over tid.
Det er altså stadig en varieret kost, der gør den største forskel for helbredet.
Har du taget matcha-trenden til dig?
Først publiceret: 20. august 2025
Artiklen er sidst opdateret 20. august 2025 kl. 7:22