Svigt og strid: Christian Kjær har delt sin milliardformue op

Foto: Henrik R. Petersen/Ritzau Scanpix

Christian Kjær har delt ud af sin rigdom gennem mange år, og særligt hans hustru, Susan Astani-Kjær, har fået store værdier overdraget.

Det gælder blandt andet den fynske ejendom Sophienlyst Slot, flere udenlandske ferieboliger og værdifulde skovejendomme i Jylland.

“Mine børn er utaknemmelige. Bortset fra Christopher og Alexander,” sagde Christian Kjær i en TV2-dokumentar, hvor han satte ord på sin beslutning.

Arven er nøje planlagt

Selvom den samlede formue stadig er enorm, har Christian Kjær allerede sikret, at store dele ikke skal indgå i arven.

Ved at overdrage værdierne til Susan og udvalgte arvinger allerede nu, begrænser han arveafgiften og bestemmer selv, hvem der skal have hvad.

Hans yngste søn, 13-årige Alexander, står til at overtage Skærbæk Plantage – dog kun hvis han gennemfører en akademisk uddannelse inden han fylder 24 år.

Sønnen Christopher skal arve en række ejendomme på Venø. De to ældste børn, Philip og Michala, er derimod stort set skrevet ud af arven.

Familien er splittet

Ifølge Christian Kjær har forholdet til datteren Michala og sønnen Philip i lang tid været anstrengt. Han har ikke set Michala i årevis og har aldrig mødt sine børnebørn.

Samtidig er der retssager i gang mellem far og søn, efter Philip har anklaget Susan for at handle i ond tro i forbindelse med overdragelsen af Skærbæk Plantage.

Christian Kjær har til gengæld fundet ro og glæde med sin nuværende familie, hvor Susan og deres fælles søn Alexander samt hendes to børn fra et tidligere forhold, udgør kernen.

Overdragelserne fortsætter

Over det seneste halvandet år har Susan Astani overtaget danske ejendomme for næsten 100 millioner kroner. Samtidig er parret i gang med at sælge boliger i udlandet, herunder ejendomme i Schweiz, Spanien og Frankrig.

Selvom formuen stadig er stor, er budskabet klart: Christian Kjær ønsker selv at styre, hvem der skal have del i hans livsværk – og hvem der ikke skal.

Først publiceret: 20. august 2025
Artiklen er sidst opdateret 20. august 2025 kl. 7:21

Se, hvad vi ellers skriver om:

og