Virksomhed gik over stregen: Ansøgning efter ”ikke-senior” var aldersdiskrimination

En mand i 60’erne har fået medhold i en klage, hvor en virksomhed i et stillingsopslag søgte en ”ikke-senior” på LinkedIn.

Jobopslag på LinkedIn fik en mand i 60'erne til at klage til Ligebehandlingsnævnet.
Foto: ChatGPT

Ligebehandlingsnævnet har i en afgørelse vurderet, at formuleringen “Ikke-senior” i et stillinsopslag på det sociale medie LinkedIn var i strid med loven og udgjorde indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

Oplevede opslaget som krænkende

En mand i 60’erne indbragte sagen til Ligebehandlingsnævnet og forklarede, at han søgte stillingen i ren protest, fordi han fandt formuleringen ”ikke-senior” krænkende og nedværdigende.

Han sammenlignede det med at skrive ”ikke-kvinde” eller ”ikke-mand” i et jobopslag og påpegede, at ”senior” normalt ikke bruges om en urutineret person.

Han mente, at virksomheden i stedet burde have angivet de faglige kvalifikationer, der var nødvendige for jobbet – for eksempel ved at skrive, at de søgte en medarbejder uden mange års erfaring.

Fik medhold – men kun delvist

Virksomheden argumenterede for, at betegnelsen ”ikke-senior” handlede om stillingsniveauet og ikke alderen. De ønskede at undgå at tiltrække overkvalificerede ansøgere til en juniorstilling.

Ligebehandlingsnævnet vurderede dog, at ordet ”senior” sprogligt forbindes med ældre personer, og at udtrykket ”ikke-senior” derfor kunne opfattes som et ønske om en yngre medarbejder.

Det er i strid med forskelsbehandlingsloven, som forbyder at annoncere med alder – enten direkte eller indirekte.

Derfor fik manden medhold i sin klage over formuleringen i jobannoncen.

Ikke medhold i selve afslaget

Til gengæld fik han ikke medhold i klagen over selve afslaget på jobbet.

Her vurderede nævnet, at virksomheden havde givet en saglig begrundelse; nemlig at manden manglede relevant erfaring til stillingen.

Fakta: Hvad stod der i stillingsopslaget?

På LinkedIn søgte virksomheden:

En ”ikke-senior” kommunikationsspecialist til 5-10 timer om ugen eller på ad hoc-basis. Arbejdsopgaverne omfattede blandt andet:

  • Pressemeddelelser, udsendelse og medieopfølgning

  • Artikler til intranet

  • Overvågning og besvarelse af pressemails

  • Research til intern og ekstern presse

  • Diverse praktiske og ad hoc-opgaver

Se hele afgørelsen her

Først publiceret: 16. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2025 kl. 13:41

Se, hvad vi ellers skriver om:

og