Ulla Terkelsen fortæller ærligt: Det ødelagde mit ægteskab

Hun har i årevis rejst verden rundt som TV 2’s markante korrespondent. Nu fortæller 80-årige Ulla Terkelsen åbent om kærligheden – og bruddet med sin irske eksmand.

Foto: Jacob Nielsen/Ritzau Scanpix

Med farverige tørklæder og skarpe analyser har Ulla Terkelsen været en kendt skikkelse på skærmen i årtier.

Men selv om vi kender hende fra store nyhedsbegivenheder, har hun altid været tilbageholdende med at dele ud af sit privatliv.

Det har ændret sig med hendes selvbiografi I min tid, som udkom sidste år i anledning af hendes 80-års fødselsdag.

Her fortæller hun for første gang åbent om sit privatliv – blandt andet om sit ægteskab med irske Guy Patrick Hawtin. Det skriver Billed-Bladet.

En stormende forelskelse

Ulla Terkelsen beskriver i bogen, hvordan hun blev smaskforelsket i Guy, som hun giftede sig med i 1967.

Dengang var hun gravid med deres søn, Nicholas, og parret boede sammen i en lejlighed i den fine bydel Chelsea i London.

Begge arbejdede som freelancejournalister og havde travlt med deres karrierer. En au pair hjalp med det huslige og pasningen af sønnen.

På overfladen lignede det et perfekt liv. Men under facaden begyndte ægteskabet at slå revner.

Utroskab sled på forholdet

Ulla Terkelsen skriver ærligt, at forholdet var præget af sidespring – fra begge parter.

“Vi var automatisk yderst aktive på tidsåndens eksplosive seksuelle marked, men utroskaben blev med tiden et problem for os,” forklarer hun i bogen og fortsætter:

“Der skete det, der ofte sker efter for mange udenoms-ægteskabelige affærer: Fortroligheden og følelsen af sammenhold mellem ægtefæller ryger.”

Efter fire år valgte parret at gå hver til sit.

Ikke skabt til familieliv

I dag ser Ulla Terkelsen tilbage med ro i stemmen.

“Jeg egner og egnede mig ikke til et familieliv,” konstaterer hun.

Det var ikke første gang, hun blev gift. Allerede som 17-årig sagde hun ja til Svend Terkelsen – et ægteskab, der dog kun varede nogle få år.

Efter bruddet med Guy fandt hun kærligheden igen – denne gang i den danske journalist Jørgen Grunnet.

De to dannede par i mere end 25 år, indtil han døde af kræft i 2009.

Først publiceret: 26. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret 26. marts 2025 kl. 8:17

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og