Lars von Trier får behandling på plejehjem
Den kendte filminstruktør får behandlingen på grund af sin Parkinsons sygdom som et supplement til von Triers egen bolig, oplyser Zentropa.

For to år siden fortalte Lars von Trier første gang offentligheden, at han havde fået konstateret Parkinsons sygdom.
Der er tale om en uhelbredelig sygdom.
Tidligere har flere medier skrevet, at Lars von Trier var flyttet på plejehjem i Lyngby nord for København.
Nu sætter det danske filmselskab Zentropa, som von Trier er tilknyttet, ord på hvordan den prisvindende filminstruktør har det.
“Lars er pt. tilknyttet et plejecenter, som kan give ham den behandling og pleje, hans sygdomsbillede kræver.”
“Det er et supplement til hans egen private bolig. Lars har det efter omstændighederne godt. Vi beder på vegne af Lars om, at privatlivets fred respekteres og har ikke yderligere kommentarer,” skriver Zentropa i en udtalelse til Ekstra Bladet.

“Det siger ikke så lidt”
Parkinsons sygdom skyldes, at man mister nogle vigtige nerveceller i hjernen, og sygdommen er særlig hyppig hos personer over 70 år.
Det starter ofte med rysten i en hånd. Efterhånden kommer der nedsatte bevægelser og stivhed i musklerne.
Efter nogle år får man ofte dårlig balance.
“Jeg har det godt, men det kommer til at tage noget tid at kæmpe mod rystelserne.”
“Jeg har det bedre, men føler mig en lille smule mere dum, end jeg plejer, og det siger ikke så lidt,” har von Trier tidligere fortalt om sin sygdom ifølge Hollywood-mediet Deadline.
Først publiceret: 17. februar 2025
Artiklen er sidst opdateret 19. februar 2025 kl. 10:35