Taget på fersk gerning: Denne mand mistænkes for at bedrage ældre

Ældre udsat for bedrageri og politiet har nu udsendt foto af personen, der mistænkes for at have svindlet de ældre.

Ældre borgere blev ringet op og manden i telefonen udgav sig for at være fra banken.

Efterfølgende blev det blev aftalt at der kom en person til adressen og hentede de ældres betalingskort og kode.

Det skete for tre ældre i henholdsvis Esbjerg, Vrøgum og Alslev, der i starten af januar blev udsat for bedrageri.

I to af tilfældene er det efterfølgende lykkedes at hæve på borgernes kort.

Da der er flere sammenfald i de tre sager, formoder Syd- og Sønderjyllands Politi, at der er tale om den samme gerningsperson.

Syd- og Sønderjyllands Politi er i gang med efterforskningen og har indhentet videoovervågning, hvorfra billedet af en formodet gerningsmand stammer.

Har du set manden her i Esbjerg, Vrøgum eller Alslev? Eller ved du, hvem han er?

Så kontakt med det samme politiets servicecenter på tlf. 1-1-4, så politiet kan forebygge, at der sker flere bedragerier.

“Husk: Dit pengeinstitut vil aldrig ringe på den måde. Læg røret på og ring selv op i stedet,” lyder der fra politiet.

Først publiceret: 22. januar 2025
Artiklen er sidst opdateret 23. januar 2025 kl. 9:07