2024 var gyldent år for pensionsopsparing: Hvor meget har du selv fået?

Nærmest alle med en pensionsopsparing har tjent penge i 2024 - men der er forskel på hvor store afkastet har været.

2024 blev et af de helt gode år for pensionsopsparere. Flere selskaber har haft afkast på over 10 procent.

2024 blev et af de helt gode år for pensionsopsparere. Det siger investerings- og formuerådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen fra Analysehuset Nikolaj Holdt Mikkelsen.

Flere selskaber har haft afkast på over 10 procent. Dermed har mange nu genvundet store tab i 2022 og har samlet gevinst for de sidste tre år.

Nogle af de selskaber, som havde de største tab i 2022, har klaret sig rigtig godt i år.

Andre havde begrænsede tab i 2022, men har til gengæld ikke tjent så meget i 2024. Det hænger sammen med, hvad de har sat penge i.

Jackpot på amerikanske aktier

Afkastene i 2024 gør, at nogle pensionsselskaber nu kan hæve deres udbetalinger til de medlemmer eller kunder, som allerede modtager pension.

Andre steder betyder gevinsten større soliditet og dermed mulighed for at hæve udbetalinger på sigt.

”De selskaber og opsparere, som har gjort det særligt godt i 2024, har haft mange globale aktier, især amerikanske, i deres ordninger. Til gengæld har det været godt ikke at have alt for mange danske aktier,” forklarer Nikolaj Holdt Mikkelsen.

Godt år for alle

Pensionsopsparere deler sig overordnet  i to hovedgrupper. Den første er dem på det, der kaldes markedsafkast, og hvor udbetalingen afhængig af afkast kan gå op eller ned fra år til år, når de bliver pensionister.

Den anden er dem med en ”traditionel” ordning, hvor selskabet giver en garanti for, hvor meget der mindst udbetales, og hvor der opereres med en gennemsnitsrente. De fastsætter typisk en årlig kontorente.

Begge typer  selskaber har generelt haft gode afkast i 2024. Det betyder, at nogle selskaber med traditionel ordning, har sat deres kontorente op, og det vil på et tidspunkt komme kunder/medlemmer til gavn.

Sælg ud af aktier?

Ikke mindst amerikanske aktier er blevet forholdsvis dyre. Nogle eksperter mener, at der kan komme fald i kurserne i 2025.

I mange selskaber er det ledelsen, der fastsætter, hvad der investeres i. Men nogle steder kan medlemmer og kunder selv være med til at bestemme over, hvad der skal sættes penge i.

Skal de så sælge ud af aktier? Det advarer Nikolaj Holdt Mikkelsen imod. Han mener, det som udgangspunkt er vigtigt at have forholdsvis mange aktier i pensionsopsparingen.

Mange har for lidt risiko

Aktier kan være risikable, men det kan også være givtigt at løbe en risiko Især hvis man stadig har en hel del år til pension.

”Mange pensionsopsparere har sandsynligvis for lidt risiko; det vil sige for få aktier. Det kan resultere i en lavere pensionsformue, når man engang skal bruge pengene,” advarer Nikolaj Holdt Mikkelsen

”Man skal se fremtidige pensionsindbetalinger som obligationerne i en pensionsordning. Gør man det, vil man fint kunne øge aktieandelen for den del af pensionsordningen, som allerede er opsparet,” råder Nikolaj Holdt Mikkelsen.

Sådan klarer selskaberne sig

Lærernes Pension giver en depotrente på 5,5 % før skat for 2025 mod 3 % året før til medlemmer med gennemsnitsrente. Samtidig bliver udbetalingerne til pensionisterne hævet.

PKA med blandt andre sygeplejersker har øget deres kontorente – fra 8 % til 9 %. Det er individuelt, hvad medlemmerne får ud af det, men der er medlemmer på pension, som nu får sat deres månedlige udbetaling op. Kontorenten er den højeste siden 2001 til de 360.000 medlemmer

Pensam øger kontorenten for en stor del af de 500.000 medlemmer fra 5,5 % til 8 %.

Danica har for traditionel pension forskellige rentegrupper, og den højeste hæves i 2025 fra 8 % til 10 %.

P+ for akademikere kan langt de fleste medlemmer med en gennemsnitsrenteordning i 2025 se frem til en depotrente på minimum 7,5 % mod 4,5 % i 2024.

Nogle selskaber stadig i gang med at fastsætte deres kontorente.

Det har selskaberne tjent hjem

Nikolaj Holdt Mikkelsen opgør hver måned, hvad selskaber med markedsafkast har tjent hjem til kunder eller medlemmer. Her er den seneste frem til udgangen af november 2024.

ÅOP betyder årlige omkostninger i procent. 

 

 

Først publiceret: 15. januar 2025
Artiklen er sidst opdateret 15. januar 2025 kl. 8:07

Se, hvad vi ellers skriver om:

og