Dette pensionsselskab er Danmarks bedste
Pensionsselskab med branchens højeste afkast og laveste omkostninger gennem flere år er kåret som bedste arbejdsmarkedspensionsselskab.
Industriens Pension, der er pensionsselskab for omkring 440.000 nuværende og tidligere industriansatte, er for tredje gang på blot otte år blevet kåret som Årets Arbejdsmarkedspensionsselskab.
Høje afkast til medlemmerne og lave driftsomkostninger er forklaringen på, at Industriens Pension har modtaget prisen som Årets Arbejdsmarkedspensionsselskab 2023. Prisen er netop blevet uddelt på konferencen Årets Finansvirksomhed, som medievirksomheden FinansWatch og er en af verdens førende organisationer inden for revision, skat, transaktioner og rådgivning, EY, hvert år afholder for at sætte fokus på de mest veldrevne finansvirksomheder.
Industriens Pension vandt også prisen som Årets Arbejdsmarkedspensionsselskab i 2017 og 2019, og adm. direktør Laila Mortensen er glad og stolt over kåringen.
”Vi er rigtig glade for anerkendelsen af vores resultater. Jeg er først og fremmest glad for, at medlemmerne har fået attraktive afkast på den lange bane. Det er via det lange seje træk, at vi for alvor skaber værdi for medlemmerne, og her ser tallene rigtig solide ud,” siger Laila Mortensen.
Bedste afkast og laveste omkostninger
Hun henviser blandt andet til, at Industriens Pension over en 10-årig periode har leveret et gennemsnitligt afkast 6,5 procent om året på tværs af alle aldersgrupper.
Siden Industriens Pension som nyetableret selskab fik de første indbetalinger i 1993, har det gennemsnitlige afkast fra de samlede investeringer på tværs af aldersgrupper været 8,5 procent årligt. Det er blandt de absolut højeste afkast i branchen.
På konferencen om Årets Finansvirksomhed forklarede partner i EY Financial Services, Allan Lunde Pedersen, at prisen blandt andet skyldes, at Industriens Pension gennem flere år har leveret et af branchens absolut bedste afkast og samtidig har leveret de laveste administrationsomkostninger pr. medlem.
Industriens Pension er pensionsselskab for industriansatte og er ejet af 3F, DI, Dansk Metal, Dansk EL-forbund, Malerforbundet, Blik- og Rørarbejderforbundet og Serviceforbundet.
Først publiceret: 28. juni 2023
Artiklen er sidst opdateret 28. juni 2023 kl. 11:19