6 ting du skal vide om din pension i 2025

2025 byder på nye regler, som du bør kende som senior. Hvad enten du er pensionist eller på vej til at blive det, er her 6 vigtige ting, du skal vide.

1. Pensionen stiger

Hvert år bliver pensionssatserne og formuegrænsen reguleret lidt.

Folkepensionen stiger med 3,9 procent i 2025.

Førtidspensionister og pensionister på seniorpension og tidlig pension må nøjes med en stigning på 3,6 procent. 

Her kan du se, hvor meget du kan få i folkepension i 2025

Her kan du se, hvor meget du kan få i førtidspension og seniorpension i 2025

Her kan du se, hvor meget du kan få i Tidlig Pension i 2025

2. Ældrechecken forhøjes med 5.000 kroner 

Ældrechecken er et engangsbeløb, som du kan få, hvis du er folkepensionist med en lav indkomst og lille formue.

Ældrecheckens højeste beløb er 25.700 kroner i 2025. 

Det er en væsentlig forhøjelse i forhold til 2024, hvor ældrecheckens højeste beløb var 19.900 kroner.

Hvis I er et par, som begge opfylder betingelserne, får I begge to en ældrecheck.

 Læs mere om ældrecheck i 2025

3. Modregning af sociale ydelser genindføres

1. januar 2023 stoppede modregning af ægtefælle og samlevers løn og samtidig ophørte modregning af sociale ydelser, som trådte i stedet for løn, også.

Men fra 1. januar 2025 genindføres modregning af ens partners sociale ydelser. Det betyder, at disse sociale ydelser modregnes, og det kan betyde lavere pensionstillæg og personlig tillægsprocent.  Det betyder, at mange folkepensionister mister ældrecheck, helbredstillæg og mediecheck.

De ydelser, som fremover bliver modregnet, er ydelser, hvor der ikke betales AM-bidrag:

  • SU
  • Efterløn
  • Kontanthjælp
  • Revalideringsydelse
  • Ledighedsydelse
  • Fleksydelse
  • Dagpenge
  • Sygedagpenge
  • Ressourceforløbsydelse
  • Flekslønstilskud

Hvis du får førtidspension eller seniorpension, kan du også blive ramt af de nye modregningsregler, hvis du er gift eller samlevende, og din partner får arbejdsløshedsdagpenge, efterløn, fleksydelse eller sygedagpenge. Der ses der bort fra de første 285.480 kroner (2025), som din samlever, der ikke er pensionist, modtager.

Læs mere om de nye modregningsregler her

4. Nye regler for selvstændig virksomhed og folkepension

Fra 1. januar 2025 skelnes der ikke længere, om du er aktiv eller passiv i driften af virksomhed, når din og din samlevers indtægt indgår i beregningen af pensionstillægget.

Fremover indgår indkomst fra virksomhed aldrig i beregningen i folkepensionen, medmindre det er biblioteksafgift, som ikke er pålagt arbejdsmarkedsbidrag.

Læs mere om pension og selvstændig virksomhed

5. Nye grænser for indbetaling til pension

Du må betale mere ind på dine pensionsordninger i 2025.

Grænsen er i 2025:

9.400  kroner om året på en aldersopsparing, hvis du har mere end 7 år til pension

61.200 kroner om året på en aldersopsparing, hvis du har mindre end 7 år til pension

65.500 kroner om året på din ratepension

Læs mere om aldersopsparing

6. Skattefri seniorpræmie, hvis du fortsætter med at arbejde

Hvis du fortsætter med at arbejde, når du når din pensionsalder, kan du optjene en skattefri seniorpræmie som i 2025 er på 48.555 kroner det første år, efter du er nået din folkepensionsalder og 28.902 kroner det andet år.

Se her, hvem der kan få den skattefri seniorpræmie

Først publiceret: 6. januar 2025
Artiklen er sidst opdateret 6. januar 2025 kl. 10:23

Se, hvad vi ellers skriver om:

og