Tusindvis af vestlige pensionister flytter til østeuropæisk land
Når pensionister fra Vesteuropa ønsker at flytte og leve under lavere leveomkostninger, vælger de særligt et bestemt land.
Mange pensionister fra flere lande i Vesteuropa har valgt at slå sig ned i Ungarn.
Det skriver det danske netmedie Mr. East, som beskæftiger sig med udviklingen i Østeuropa.
Data viser, at på 11 år er antallet af vestlige pensionister, som er flyttet til landet, steget med 72 procent.
Særligt dette trækker i pensionisterne
Netmediet skriver, at mellem 2011 og 2022 steg antallet af pensionister fra Vesteuropa, der bosatte sig i Ungarn, fra 22.000 til 38.000.
Mr. East refererer til det ungarske medie Portfolio.hu, som har tallene fra det ungarske kontor for statistik, KSH.
Og det er særligt de lavere leveomkostninger – sammenlignet med dem i de vesteuropæiske lande – der får folk over 60 år til at bosætte sig i Ungarn, lyder det.
De fleste kommer fra Tyskland, men der er også en del fra Belgien, Holland og Schweiz.
Ifølge eksperter i Portfolios artikel, vil udviklingen i antallet af vestlige pensionister, der bosætter sig i det østeuropæiske land, forsat stige, skriver det danske netmedie.
Først publiceret: 28. november 2024
Artiklen er sidst opdateret 29. november 2024 kl. 9:26