Ældre skal holde demens på afstand med pardans

Dansegenrer som foxtrot og latin kan være med til at knække koden til problemer med hukommelsen. Pardansen sørger nemlig for, at danserne holder sig fysisk, socialt og mentalt aktive.

Foxtrot og latin er blandt andet to af de danse, der skal danses i forskningsprojektet. De er både populære blandt de ældre, og så er de pardanse, hvilket er to vigtigste kriterier.

Stil jer oprejst med fødderne plantet i jorden, og hav front mod jeres dansepartner. Nu placerer kvinden sin højre hånd i mandens venstre, og manden sin højre hånd på kvindens venstre skulderblad.

Så kan vi starte med de basale foxtrot-trin, hvor I går hen over gulvet og bagefter bevæger jer sidelæns uden at fjerne fronten fra partneren. Er I klar på det?

Sådan kunne en meget hurtig introduktion lyde til de ældre borgere med hukommelsesbesvær, der snart indgår i et nyt forskningsprojekt: ‘Dans for hukommelsen’. Her skal 370 deltagere danse pardans i Odense, Aarhus og København.

Pardans er nemlig formentlig en af de bedste former for fysisk aktivitet til at forebygge demens, da den rammer alle de essentielle parametre, ifølge forskerne bag projektet.

“Man skal huske trin og huske koreografi, samtidig med at man er fysisk aktiv. Ved at inkludere det i et danseprogram udvikler man det fysiske, det mentale og det sociale,” siger Cecilie Thøgersen-Ntoumani, der står for forskningsprojektet, til Videnskab.dk.

Demens lurer forude

Formålet med det nye forskningsprojekt er altså at undersøge, om pardans som ballroom og latin dans kan hjælpe deltagerne i interventionsstudiet med deres hukommelsesproblemer. Men studiet skal også motivere ældre til at holde sig sunde og fysisk aktive mere generelt, hvor dansen kan være en god indgangsvinkel.

“Vi ved, at dans er attraktivt for aldersgruppen. Selv for dem der ellers er fysisk inaktive, kan de under dansen tænke tilbage på positive ting fra deres ungdom,” siger Cecilie Thøgersen-Ntoumani, der er professor i fysisk aktivitet og sundhed ved forskningscentret DRIVEN på Syddansk Universitet.

Den kedelige nyhed med demens er, at antallet af danskere, der er over 65 og har demens, stiger ifølge Nationalt Videnscenter for Demens.

Stigningen er endda ret betydelig. I 2035 kan der være helt op til 135.000 mennesker med demens i Danmark. En stigning på næsten 40.000 i forhold til i dag, hvilket i høj grad skyldes, at vi får langt flere ældre i Danmark og lever længere.

“En stigende ældre befolkning får flere udfordringer med at holde sig sunde og raske. Det giver udfordringer både for dem selv og for samfundet,” siger Cecilie Thøgersen-Ntoumani.

Regningen for hospitalsbesøg og omsorgspersonale i samfundet bliver større, når det lange liv er forbundet med lange sygdomsforløb som demens. Derfor bliver der lige nu lavet en masse interventionsstudier for netop at finde ud af, hvordan de ældre kan blive ved med at holde sig sunde og raske, forklarer hun.

Cecilie Thøgersen-Ntoumani og de andre forskere fra DRIVEN, der står bag projektet, mener, at der ligger et potentiale i at imødegå demensstigningen med pardans.

Derfor søger de deltagere til projektet, som skal være minimum 65 år. De skal alle have en oplevelse af problemer med hukommelsen, men ikke demens. De er dermed ikke i behandling for demens og bliver i begyndelsen af projektet testet for, hvor mange symptomer de eventuelt har på sygdommen.

Uforløst potentiale i dansen

Steen Hasselbalch, der er professor på Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet, forstår godt fokusset på pardans.

Han forklarer, at man i forskningen arbejder med begrebet ‘kognitiv reserve’. Det kan oversættes til en slags kognitiv robusthed, som kan opbygges gennem hele livet.

“Det beskriver den funktion, hvor hjernens netværk opbygger kapacitet ved at foretage sig noget,” siger Steen Hasselbalch, der er tilknyttet Nationalt Center for Demens og har forsket i demens og forebyggelse i mange år.

Man træner hjernen med et spil kort, en bog eller pardans. Træningen styrker hjernens kognitive reserve igennem det lange liv. Når vi sammen med vores hjerne bliver ældre, kan en solid mental træning bruges til at stå imod over for de eventuelle sygdomsforandringer, der rammer hjernen som demens.

Den bedste forebyggelse mod demens i forbindelse med den kognitive reserve er ved at styrke den fysiske, sociale og mentale, hvilket pardansen lader til at kunne leve op til. Derfor giver det ifølge Steen Hasselbalch god mening at bruge pardansen som forebyggelse.

Han påpeger desuden, at få medicinske tilgængelige behandlinger har en effekt på eller kan forebygge demens, og at der allerede er et danse behandlingsforløb i gang på de danske plejehjem ved navn erindringsdans, hvor demensramte forsøger at genskabe positive minder med dansen.

Cecilie Thøgersen-Ntoumani forklarer i forlængelse af det, at projektet hviler på viden fra andre studier, hvor forbindelsen mellem demens og dans er undersøgt.

Blandt et studie fra 2024, der er udgivet i Sport Medicine, hvor de finder, at dans er den bedste form for fysiske aktivitet til at “forbedre motivation, hukommelsesaspekter og social kognition og til at reducere stress”.

Pardansen skal fortsætte

For at opnå de positive gevinster ved at danse i par for de ældre er de få måneder, hvor studiet foregår, ikke nok til at have en langtidseffekt.

Sagt med andre ord: Det nytter ikke så meget, hvis deltager danser i nogle måneder og bagefter lukker sig inde derhjemme efterfølgende og sidder stille.

Derfor bruger Cecilie Thøgersen-Ntoumani og de andre forskere i studiet viden, de har fra egne tidligere studier, om motivering til at fortsætte med sund fysisk aktivitet.

Konkret handler det om at have fokus på at skabe samhørighed blandt deltagerne, og at deltagerne tager ejerskab over aktiviteten. Derfor får deltagerne lov til at præge interventionsstudiet i forhold til valg af danse og give inputs til eventuelle barrierer for deltagere.

“Vi træner også instruktørerne i, hvordan de kan understøtte deltagernes grundlæggende psykologiske behov,” siger hun.

Det kan ifølge hende være med til at sikre, at deltagerne fastholder deres motivation til danse, holde sig aktive og holde demensen for døren.

Få viden med Videnskab.dk

Faglige Seniorers nyhedsbrev samarbejder med Videnskab.dk, der med 1 million brugere om måneden Danmarks mest besøgte populærvidenskabelige medie.

Videnskab.dk dækker forskningen bredt – fra kultur og samfund til sundhed, teknologi og naturvidenskab – og guider rundt i videnskabens forunderlige og forbløffende verden. Troværdighed, forståelighed, tilgængelighed og underholdende formidling er værdier, der gennemsyrer alt, Videnskab.dk arbejder med.

Videnskab.dk drives efter publicistiske principper med uafhængig, samfundsoplysende journalistik på et tilstræbt objektivt grundlag.

Driften finansieres af en finanslovsbevilling fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og støtte fra fonde.

Først publiceret: 22. november 2024
Artiklen er sidst opdateret 22. november 2024 kl. 10:25

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og