Sådan sikrer du en tryg tur, når mørket falder på
Nu hvor vi har skiftet til vintertid, er mange hundeejere nødt til at lufte hunden i mørke både morgen og aften. Det skaber desværre en øget risiko for ulykker, men med nogle få, enkle forholdsregler kan du gøre gåturen mere sikker.
Med vintertid og mørkere dage bliver det sværere for bilister at få øje på hunde og fodgængere på vejen.
Det er derfor vigtigt at bruge reflekser eller lys, når man går tur i de mørke timer, forklarer Jens Jokumsen, Familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.
“Det er vigtigt at have reflekser eller lys på sin hund, når man går tur med den i skumringen og om aftenen. Det kan være et reflekshalsbånd, en reflekssnor eller en lille lygte. Hunde er tættere på jorden end mennesker, og de kan derfor være svære at se for bilisterne,” siger Jens Jokumsen.
Flere påkørsler i vintermånederne
Statistik fra Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 understreger behovet for ekstra synlighed om vinteren.
I 2023 modtog vagtcentralen hele 177 opkald om påkørte hunde, og 40 procent af disse ulykker skete mellem oktober og januar.
Det faktiske tal kan være endnu højere, da dette kun inkluderer de sager, hvor Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral blev kontaktet.
“En god refleks kan redde hundens liv. Vi ser en stigning i antallet af påkørte hunde, når vi skifter til vintertid, fordi mange hunde nu bliver luftet i mørke,” siger Jens Jokumsen.
Han understreger vigtigheden af at sætte reflekser på både hunden og snoren.
Er hunden lille eller har den en stor pels, kan halsbåndet nemt blive dækket – her kan en lygte på halsbåndet også gøre en stor forskel.
Gode råd til synlighed på gåturen
Dyrenes Beskyttelse har samlet nogle råd til hundeejere, som kan hjælpe med at gøre hundene mere synlige i mørket:
- Kombiner reflekser og en lygte på hunden, så den kan ses både i mørket og når en billygte rammer refleksen.
- Brug altid snor i mørket, så du har kontrol over hunden.
- Overvej en reflekssnor, da den nemmere kan ses fra bilen og er særligt god til små hunde.
Med disse enkle forholdsregler kan både hundeejere og deres firbenede venner færdes mere trygt på de mørke vintergader.
Husker du lys på gåturen?
Først publiceret: 28. oktober 2024
Artiklen er sidst opdateret 28. oktober 2024 kl. 8:57