To nye faktorer øger din risiko for demens – men du kan selv gøre en forskel

Ny forskning peger på, at din risiko for at udvikle demens i højere grad kan forebygges, end man tidligere har troet.

Ny forskning viser, at du selv kan mindske din risiko for demens ved at være opmærksom på 14 risikofaktorer.

En ny rapport har føjet to nye risikofaktorer til listen over ting, der kan øge din sandsynlighed for at blive ramt af sygdommen: Et nedsat syn, som ikke bliver korrigeret, og et højt kolesteroltal.

Med tilføjelsen af disse to faktorer er listen nu oppe på 14 risikofaktorer, som vi alle bør være opmærksomme på.

Ifølge rapporten, der er udgivet i det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet, kan op mod 45 procent af alle demenstilfælde faktisk forebygges.

“Det er glædeligt, at vi nu har fået nyt og stærkere data, så man kan fastslå flere faktorer og måder, vi kan forebygge udviklingen af demenssygdomme,” siger Gunhild Waldemar til videnskab.dk.

Hun er professor i klinisk neurologi ved Københavns Universitet og leder af Nationalt Videnscenter for Demens.

14 risikofaktorer, der påvirker din risiko for demens

Med de to nye faktorer er listen over risikofaktorer nu inddelt i tre aldersgrupper:

Tidligt i livet (op til 45-årsalderen):

  1. Kortvarig uddannelse (under fem år)

Midt i livet (45-65 år):

  1. Traumatisk hovedskade
  2. Fysisk inaktivitet
  3. Rygning
  4. Højt alkoholforbrug (over 21 genstande om ugen)
  5. Svær overvægt (BMI over 30)
  6. Type 2-diabetes
  7. Depression
  8. Forhøjet blodtryk
  9. Nedsat hørelse
  10. Højt kolesterol (ny i 2024)

Sent i livet (+65 år):

  1. Luftforurening
  2. Social isolation
  3. Nedsat syn (ny i 2024)

Forskerne bag rapporten påpeger, at der er andre faktorer, som muligvis også kan påvirke risikoen, såsom søvn, kost og mental sygdom. Men der er endnu ikke nok evidens til at inkludere dem på listen.

Forebyggelse kræver en aktiv indsats

Ifølge eksperterne kan vi altså selv gøre meget for at mindske risikoen for at udvikle demens. Ved at være opmærksom på de 14 risikofaktorer kan både du og samfundet generelt gøre en forskel.

Det handler om at dyrke motion, få tjekket syn og hørelse, holde op med at ryge og begrænse alkoholforbruget. Samtidig bør vi gøre mere for at reducere luftforurening og ensomhed blandt ældre.

“Med den her viden om demens kan vi gøre meget mere for at forebygge sygdommen,” siger Gunhild Waldemar, men understreger samtidig, at det ikke er muligt at sikre sig fuldstændig mod sygdommen.

Nogle tilfælde kan spores tilbage til genetik og er derfor sværere at undgå, selvom man lever sundt og følger de øvrige anbefalinger.

Nogle faktorer, som for eksempel svær depression, er naturligvis også svære at tackle på egen hånd, påpeger Gunhild Waldemar.

Men der er ingen tvivl om, at vi kan gøre en stor forskel – både for os selv og for samfundet – ved at tage denne nye viden til os og handle på den.

Først publiceret: 12. august 2024
Artiklen er sidst opdateret 12. august 2024 kl. 10:12

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og