Fra solcremegult til jordbærrødt: Få sommerpletterne af tøjet

Du kommer rigtig langt med vand og en smule opvaskemiddel i kampen mod pletterne, der sætter sig på sommertøjet.

Badetøj og i det hele taget tøj, der hovedsageligt består af polyester, tåler ikke skyllemiddel, fortæller Jeanette Lynge Nielsen, der deler rengøringsfif på Instagram og via hjemmesiden husmortip.dk. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvor der handles, der spildes. Også om sommeren.

Men der findes nærmest ikke en plet, som du ikke med ganske få midler kan få bugt med – i hvert fald ifølge Jeanette Lynge Nielsen, der deler rengøringstip på både Instagram og gennem hjemmesiden husmortip.dk.

1) Gule solcremepletter

Når du dagligt smører dig selv og børnene ind i solcreme sommeren over, kan det næsten ikke undgås, at noget af cremen smitter af på tøjet og efterlader uskønne gule plamager.

“Solcreme er lidt en svær ting. Du skal nemlig undgå at vaske tøjet med optisk hvidt eller blegemiddel, fordi det gør problemet større,” siger Jeanette Lynge Nielsen.

I stedet anbefaler hun, at du putter en lille smule opvaskemiddel på pletten. Gnub det forsigtigt ind i stoffet, så det skummer lidt. Kom derefter det ramte stykke tøj ned i en plastikpose, og lad det ligge natten over.

“Dagen efter vasker du det som normalt sammen med en lille smule eddike. Eddike har en god effekt, når det gælder om at opløse pletter,” siger Jeanette Lynge Nielsen.

2) Røde bærpletter

Saftige jordbær hører sommeren til. Og havner der en stor rød plet på trøjen, skal der handles hurtigt.

“Hæld kogende vand med det samme på den våde plet. Kogende vand virker ikke på indtørrede pletter. Her skal du bruge opvaskemiddel på samme måde som ved solcremepletter,” lyder det fra Jeanette Lynge Nielsen.

Så igen: Gnub lidt opvaskemiddel på pletten, til det skummer en smule, smid trøjen i en plastikpose, og vask den dagen efter.

“Bærpletter kan vaskes af på helt ned til 30 grader. Hvis du har forbehandlet pletterne rigtigt, er der ingen grund til at vaske på højere temperaturer,” siger hun.

3) Brune mælkebøttepletter

Efter en lang sommerdag i haven dukker der nemt brune pletter fra mælkebøttesaft op på tøjet.

Her lyder Jeanette Lynge Nielsens råd, at du tager en klat glycerin eller en lille smule olie uden smagsstoffer i – for eksempel en babyolie – og putter på pletten. Tilsæt også lidt opvaskemiddel.

“Det bløder pletten op. Giv det tid til at virke, og vask det derefter helt som normalt,” siger hun.

Fem pletfjernere du kan pakke i kufferten

* Danskvand. Duppes på mad- og vinpletter med det samme. Tilbage på hotellet kan du gnubbe lidt håndsæbe på. Put tøjet i en plastikpose, og lad sæben virke natten over. Herefter kan pletten vaskes af.

* Micellar-vand. Fjerner makeuppletter på tøjet. Dryp nogle dråber micellar-vand på en klud eller serviet, dup forsigtigt, og dup efter med en tør klud eller serviet.

* Panodil. Blod, afføring og opkast kan fjernes fra tøjet, ved at du lægger tøjet i blød med vand og Panodiler. Der skal to panodiler til to-tre liter vand.

* Tandpasta. Klister på kufferten eller lipgloss-pletter i tasken kan fjernes med tandpasta. En klat tandpasta på en våd klud gnides forsigtigt i cirkler på det ramte område.

* Barberskum. Rødvinspletten på sommerhusets gulvtæppe kan fjernes med barberskum. Påfør en lille smule barberskum på en fugtig klud, og tør pletten af.

Kilde: Jeanette Lynge Nielsen, der deler rengøringsfif på Instagram og via hjemmesiden husmortip.dk.

Først publiceret: 4. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret 4. juli 2024 kl. 13:01

Se, hvad vi ellers skriver om:

og