Sådan puster du nyt liv i dine grå og stive håndklæder
Efter noget tid bliver mange håndklæder kedelige i farven og er stive i stedet for bløde. Her gælder det om at få kalken ud.
Efter noget tid kan håndklæder miste farve og blive ligeså hårde som sandpapir.
Det kan skyldes, at der både er kalk- og sæberester i håndklæderne, men der er heldigvis råd for at få resterne ud.
Til at starte med kan du forsøge dig med eddike.
“Det kan være en god idé at putte lidt eddike med i vaskemaskinen for at få vasket sæberester og kalk ud,” forklarer Charlotte Fischer, som er faglig leder på Teknologisk Institut.
Når eddike ikke er nok
Der er stor forskel på, hvor i landet problemet med kalk er størst. Det hårde vand findes især på Sjælland og i særdeleshed i København.
Fjern kalk og snavs fra håndklæderne
- Når håndklæderne er stive og grå, så kan det hjælpe at lægge dem i blød. Sådan her gør du:
- Hæld to liter kogende vand og to deciliter eddikesyre i en balje.
- Læg håndklæderne i blød i cirka 10 minutter.
- Giv dem en vask i vaskemaskinen.
- På den måde opløses kalken i tekstilet.
- Tekstilet bliver faktisk lettere, fordi det taber vægt i både kalk og snavs.
Kilde: Anne Grete Rasmussen, Co2tips.dk
Hvis dine håndklæder har brug for den helt store tur, og eddike i vaskemaskinen ikke er nok, så er det tid til at finde citron- eller eddikesyren frem.
“Hvis håndklæderne er stive, kan de lægges i blød i en spand med varmt vand og eddikesyre. Når det bobler, opløses kalken,” siger Bolius’ rengøringsekspert og indehaver af hjemmesiden Fru Grøn, Anne Grete Rasmussen.
Hvis du har hårdt vand i vaskemaskinen, så anbefaler både Anne Grete Rasmussen og Charlotte Fischer også, at du engang imellem tilføjer en afkalkningstablet, når du vasker tøj.
Det fjerner både kalk fra vandet og vaskemaskinen.
Du kan også vaske med citronsyre, som vil fjerne kalken i maskinen og tøjet. Her skal du følge anvisningen på produktet.
Samtidig er det meget vigtigt, at du ikke vasker med vaskemiddel, når du afkalker med citronsyren. Blandes citronsyre og vaskemiddel fjernes der nemlig hverken snavs eller kalk.
Dårlig idé
Skyllemiddel er et populært værktøj mod stive håndklæder, men Anne Grete Rasmussen vil gerne advare imod, at man putter det i vaskemaskinen.
“Skyllemiddel er en dårlig idé i det lange løb. Hæng dine håndklæder udenfor i stedet. Det gør også håndklæderne bløde,” siger hun.
For at bekæmpe håndklædernes tendens til at blive stive og miste farve, kan det også være en god idé at behandle dem, inden du tager dem i brug første gang.
Charlotte Fischer forklarer, at man med fordel kan lægge håndklæderne i koldt vand i noget tid og derefter vaske dem i vaskemaskinen.
“Det er en god idé at få udblødt håndklæderne, når du har købt dem for at få imprægneringen og efterbehandlingen ud af stoffet,” siger hun.
Og Charlotte Fischer har endnu et trick, der kan få dine tekstiler til at holde længere og samtidig gøre noget godt for miljøet: Fyld vaskemaskinen helt op.
“Hvis du kun har et håndklæde i vaskemaskinen, så støder det oftere mod tromlen og bliver mere slidt,” siger hun.
Læs mere om sundhed, sygdom og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 5. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret 13. juni 2022 kl. 13:28