Fastgør teltet med en ekstra pløk – blæst og regn rammer Roskilde
Weekenden byder på regn og blæst, ikke mindst over Roskilde Festival hvor særligt lørdag ser udfordrende ud.
Har man i sinde at tilbringe weekenden med at ligge i telt til Roskilde Festival, gør man formentlig klogt i at slå en ekstra pløk i teltet og presenningen, så de ikke blæser over til nabolejren.
Det siger Mette Zhang, som fredag morgen er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Særligt lørdag skal man værne sig mod blæst og regn.
– Hvis man er afsted, er det måske en god idé at sikre sig, at den presenning, man har dækket sit telt med – hvis det ikke er vandtæt – er tøjret ordentligt, så den ikke flyver ind til naboen, siger Mette Zhang.
Kort fortalt bliver det en weekend i næsten alle vejrtypernes tegn, siger hun.
– Den helt hurtige udgave er noget med byger og sol, skyer og regn og så byger og sol igen, siger meteorologen om vejret fredag til søndag.
Fredag morgen kan de fleste i landet stå op til lidt overskyet vejr, hvor solen dog får lov til at kigge frem. Enkelte steder vil der være byger, der kan blive lidt kraftigere i eftermiddag.
– I bygerne kan der også forekomme nogle meget kraftige vindstød, og der kan være torden, siger Mette Zhang.
Temperaturen kommer fredag til at ligge i den lave ende for en sommerdag med 14 til 18 grader. Lørdag står det til at blive mellem cirka 15 og 24 grader varmt.
Lørdag vil der for de flestes vedkommende være overskyet, når de står op. Der kan også allerede tidligt på dagen komme lidt regn, men ifølge Mette Zhang lader de store skyl formentlig vente på sig indtil om eftermiddagen.
– Først på dagen kan der komme lidt stedvis regn. Men i eftermiddagens løb ser det altså ud til, at der kan dannes nogle rigtigt kraftige byger ind over land, siger hun.
– Helt lokalt kan der måske forekomme skybrud, og der kan igen være kraftige vindstød og torden i forbindelse med de her byger.
Søndag ser pænere ud end lørdag og vil nok minde om fredag. Der er stadig byger, men de vil nok være mindre kraftige, og temperaturen vil ligge mellem 15 og 20 grader.
/ritzau/
Først publiceret: 5. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret 5. juli 2024 kl. 7:16