Sådan undgår du at bruge for mange penge på ferien i udlandet
Ved at justere få ting kan man nemt holde den perfekte sommerferie uden at bruge for mange penge. For eksempel kan man aftale kun at spise ude en gang om dagen.
Selv om fly og hotel allerede er booket og betalt, kan sommerferien nemt ende med at løbe op.
Ofte spiser man ude tre gange om dagen, og måske køber man lige en souvenir mere, end man egentlig havde brug for. Men man kan nemt undgå at pengepungen løber løbsk.
Det fortæller Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Sydbank.
“Inden man tager på ferie kan man lave en plan for, hvor mange penge man vil bruge hver dag. På den måde ender man ikke med at komme hjem igen og opdage, at man har brugt alt for mange penge,” siger hun.
“Det må bare ikke blive besværligt, for man er jo på ferie. Og det må ikke begynde at handle om, at der er ting, man ikke må købe.”
Et godt sted at starte er at trække på erfaringer fra andre ferier og finde ud af, hvor mange penge man plejer at bruge på mad, shopping og seværdigheder.
“Man skal også huske at sætte sig ind i prisniveauet i det land, man skal til, hvis man ikke har været der før. Det handler om at finde et fornuftigt niveau, som man også kan overholde,” siger Ann Lehmann Erichsen.
Det kan du skære ned på
Når man har lavet en plan, må man ifølge Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, justere sin adfærd og sit forbrug, hvis det viser sig, at man ikke har råd til det hele.
“Har man børn, der gerne vil i både badeland og zoologisk have, så kan det være, at man kan finde på nogle billigere alternativer. Måske kan man tage på stranden i stedet,” siger han.
Man kan også sagtens skære ned på omkostningerne ved transport.
“Måske skal man overveje at tage offentlig transport, mens man er på ferie. Hvis man er afsted med nogle venner eller familie, kan man også lave en kørselsordning i stedet for at køre i tre biler,” siger Morten Bruun Pedersen.
Ifølge Ann Lehmann Erichsen er det også oplagt at spare på madbudgettet.
“Hvis man har lejet en lejlighed eller en feriebolig, har man mulighed for at lave alle måltider selv. Så for at skære lidt ned kan man aftale, at man kun spiser et måltid om dagen på en restaurant,” siger hun.
Skal du tælle hver eneste krone?
Det samme kan også lade sig gøre, hvis man bor på hotel.
“Tit har man morgenmad inkluderet på hotellet, og så kan måske købe lidt brød, pålæg og frugt hos købmanden til frokost. Så kan man gemme restaurantbesøget til om aftenen,” siger Ann Lehmann Erichsen og tilføjer:
“Hvis man godt kan lide at shoppe, kan man på forhånd også aftale, hvad eller hvor meget man må købe med hjem. Har man en svaghed for sandaler, kan man beslutte sig for kun at købe et par.”
Ifølge Morten Bruun Pedersen behøver man ikke at tælle hver eneste krone.
“Det handler bare om at gøre sig nogle overvejelser, inden man tager afsted, så man ikke kommer hjem med “tømmermænd”, fordi man pludselig bliver nødt til at tage et lån for at få resten af året til at hænge sammen,” siger han.
Undgå gebyrer når du betaler i udlandet
* Når du betaler med kort i udlandet, bliver du ofte spurgt, om du vil betale med danske kroner eller lokal valuta. Som tommelfingerregel skal du altid betale i lokal valuta. Vælger du at betale med danske kroner, kan der nemlig komme en meget høj vekselkurs.
* Det er en god idé at tage minimum to kort med, når du rejser til udlandet. Og det ene skal gerne være et kreditkort.
* Dankort er ikke et kreditkort. Derfor vil der på de fleste dankort være en hævegrænse og en forbrugsgrænse. Det vil sige, at der er et loft for, hvor mange penge man kan hæve og bruge i udlandet.
* Hvis du foretrækker at betale med kontanter, er det en god idé at hæve større beløb af gangen. Så undgår du at betale hævegebyrer flere gange.
Kilde: Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.
Først publiceret: 1. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret 1. juli 2024 kl. 10:15