Jodtabletter revet væk: Kan du få gavn af dem?

Mange danskere har købt jodtabletter på baggrund af de nye kriseanbefalinger. Her kan du blive klogere på, om du bør have dem på lager derhjemme.

Jodtabletter beskytter kun mod radioaktivt jod og ikke mod andre radioaktive stoffer.

De nye kriseanbefalinger er næppe gået nogens næse forbi, når mange apoteker landet over allerede nu melder udsolgt om jodtabletter.

Her blev det nemlig påtalt, at man bør have en pakke med jodtabletter liggende derhjemme, hvis en nuklear krise skulle opstå.

Hvis man indånder radioaktivt jod, vil det blive optaget i blodet og koncentreret i skjoldbruskkirtlen. Det kan på lang sigt medføre øget risiko for kræft i skjoldbruskkirtlen. Det kan derfor være relevant at indtage ikke-radioaktivt jod i form af jodtabletter. 

Jodtabletterne vil blokere for optagelsen af radioaktivt jod i skjoldbruskkirtlen og vil derfor kunne nedsætte risikoen for senere at udvikle kræft i skjoldbruskkirtlen.

Kun typen “medicinsk jodtablet” fungerer her, og den kan kun købes på apoteket. Dem, man kan få i Matas eller helsekostforretninger, er således ikke dem, som myndighederne anbefaler.

Bør du købe jodtabletter?

Hvis du ikke er under 40 år, gravid eller ammende, anbefales det dog ikke, at du kører land og rige rundt efter tabletterne.

Det begrundes med, at skjoldbruskkirtlen hos personer over 40 år ikke er lige så følsom som ved personer under 40, og tabletterne vil dermed ikke have nogen gavnlig effekt.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler heller ikke, at personer over 40 år tager jodtabletter, for “der er ikke er fundet nogen sammenhæng mellem at blive udsat for radioaktivt jod og kræft i skjoldbruskkirtlen i aldersgruppen”.

Skulle der ske en nuklear ulykke, er myndighedernes vigtigste råd at opholde sig indendørs.

Myndighedernes kriseråd

Alle danskere skal være forberedt på at kunne klare sig i tre døgn og anbefales derfor have:

  • Tre liter vand per døgn for hver person i husstanden
  • Mad, der ikke skal tilberedes, og som kan klare sig uden at være på køl eller frost
  • Nok medicin af det, man normalt tager, samt en førstehjælpskasse og jodtabletter til personer under 40 år
  • Hygiejneartikler som toiletpapir, hånddesinfektion, vådservietter, bind og tamponer klar til tre døgn
  • Batterier, powerbank eller andet, der kan bruges til at holde liv i nødvendige kommunikationsredskaber
  • FM-radio, der kører på batteri, håndsving eller solceller
  • Stearinlys eller lommelygte hvis strømmen går
  • Kontanter og fysiske betalingkort
  • Andet til husstanden, eksempelvis dyremad til kæledyr

Først publiceret: 21. juni 2024
Artiklen er sidst opdateret 21. juni 2024 kl. 7:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

og