Korrupt synsmand deltog i grov kriminalitet med klonede luksusbiler
Efter 19 retsmøder har Retten i Helsingør afsagt dom i en sag om kloning af luksusbiler. Seks mænd er dømt.
Seks mænd er torsdag blevet dømt i en sag om kloning af en stribe stjålne luksusbiler. De udnyttede en fejl i Motorregistret og begik grov økonomisk kriminalitet, fastslår Retten i Helsingør i dommen.
En af de dømte var synsmand på den københavnske vestegn. Han er blandt andet fundet skyldig i at have modtaget bestikkelse, fremgår det af en omtale af dommen på rettens hjemmeside.
Sagen er blevet efterforsket af politiet under kodeordet “Operation Dolly” og har siden januar været endevendt under 19 retsmøder. Dolly er navnet på et får, der blev verdenskendt efter en kloning.
Det hele begyndte med en undren hos ordensmagten. Hvordan kunne det være, at der i rocker- og bandemiljøet tilsyneladende var en uendelig strøm af nye, dyre biler af mærker som Mercedes, Audi, Porsche og Lamborghini?
Efterforskningen i 2020 førte til udpegning af en gruppe mistænkte, der blev aflyttet og overvåget. Anholdelser og beslaglæggelser af mange biler skete i marts 2021.
20 ud af 32 biler blev fysisk klonede, konkluderer retten. Det vil sige, at et forkert stelnummer fra en af samme mærke, model og omtrentlige årgang blev indhakket i de stjålne biler.
En af de dømte er straffet med fængsel i to år og syv måneder. Martin Feldvoss på 37 år begik hæleri, bedrageri, underslæb og tyveri for mere end 13 millioner kroner, fastslår retten.
Desuden svindlede han med registreringsafgifter i forhold til 43 biler, to gravemaskiner og en minilæsser. Her er beløbet mere end fem millioner kroner.
For hans vedkommende er der tale om en tillægsstraf, idet han i en anden sag tidligere er idømt et år og fem måneder.
Mændene udnyttede en fejl ved konverteringen af det tidligere motorregister til et nyt register.
Cirka 10.000 biler, der ikke var afgiftsberigtiget, fordi de skulle udføres til udlandet, blev konverteret over i det nye system, som om de var afgiftsberigtiget. Først i forbindelse med politiets efterforskning blev Motorstyrelsen klar over fejlen, oplyser retten.
Synsmanden, 46-årige Har Molinder Singh Krishan, er straffet med fængsel i to år.
Ikke bare var han korrupt ved at tage imod bestikkelse, da han “synede” biler, uden at de var til stede. Han misbrugte ifølge dommen også sin stilling og begik hæleri for 3,4 millioner kroner vedrørende 16 biler.
I fem år er han frakendt retten til at syne biler. Men han undgår udvisning og får i stedet en advarsel.
Rasmus Glarborg fungerede som mellemmand og er idømt fængsel i to år og seks måneder. Samme straf er tildelt Alexander Kruse Davidsen, som på et værksted sørgede for, at forkerte stelnumre blev graveret ind i de stjålne biler.
De to sidste mænd i sagen er hver straffet med et år og seks måneder, hvoraf dog kun seks måneder skal afsones.
– Sagen her er en af de mest omfattende nogensinde i Danmark om kloning af biler, udtaler den ene af anklagerne, senioranklager Laura Jensen fra National Enhed for Særlig Kriminalitet, i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Først publiceret: 26. september 2024
Artiklen er sidst opdateret 26. september 2024 kl. 14:30