Undgå at få leveret ulykker med posten

Der er risici, der kan være forbundet med at handle på online markedspladser, hvor varerne ofte er billige, men ikke nødvendigvis sikre. Få gode råd til at undgå fælderne.

"Ligegyldigt hvor du handler, bør du følge vores opfordringer for sikker e-handel. Dog skal du være ekstra opmærksom på de produkter, du køber uden for EU," lyder det fra Sikkerhedsstyrelsen.

Når du søger efter dit næste køb på internettet, popper der sikkert billigere alternativer op fra online markedspladser.

Det kan godt være, at produkterne er billige, men er det sikkerheden, der er sparet væk?

Det kan være blendere, hvor kniven stadig kører rundt, selvom hele blenderen ikke er monteret eller lamper, der giver alvorligt stød, fordi vand kan komme ind til spændingsførende dele.

Sikkerhedsstyrelsen opfordrer derfor til at være ekstra opmærksom på de produkter, du køber uden for EU, da man oplever, at disse produkter ikke altid lever op til de sikkerhedskrav, der gælder i EU.

Før du køber

Her får du et overblik over, hvad du skal være opmærksom på både før og efter, at du modtager produktet. 

I Danmark og EU er der særlige regler for produktsikkerhed. De samme regler gælder ikke nødvendigvis i lande uden for EU. Derfor er du som udgangspunkt bedre stillet ved at handle på webshops inden for EU. 

Du bør tjekke webshoppen eller online-markedspladsen for at sikre dig, at firmaet har oplyst navn, adresse, telefonnummer, e-mail med mere.

Desuden bør du finde ud af, om firmaet har et registreringsnummer, eller om navnet på indehaveren er oplyst. Hvis du ikke kan finde disse oplysninger, så køb varen et andet sted.

Når du modtager produktet

Når du modtager produkter fra en webshop eller en online-markedsplads, skal du være ekstra opmærksom og kontrollere produktet, inden du tager det i brug.

Dette bør du altid tjekke:

  • Er mærkning, advarsler og vejledninger skrevet på dansk?
  • Er der en brugsanvisning på dansk?
  • Er der noget ved produktet, der gør dig usikker, fx skarpe eller spidse dele?

Tjekliste for elapparater:

  • Er der CE-mærke på?
  • Har apparatet en mærkning, som angiver spænding samt oprindelsesland og producentens navn? Denne mærkning skal være på apparatet.
  • Følger der oplysninger om sikkerhed med på dansk?
  • Har apparatet tynde ledninger, som kan blive beskadiget, dvs. tyndere end en tændstik?
  • Er der skarpe kanter, hvor ledningen går ind i apparatet?

Her finder du en oversigt over farlige produkter

Først publiceret: 12. juni 2024
Artiklen er sidst opdateret 11. juni 2024 kl. 21:44

Se, hvad vi ellers skriver om:

og