Pas på du ikke køber ulykker online
Om det er en sømpistol, næsetrimmer eller noget helt tredje, skal du forsøge at undgå at købe en ulykke online – særligt hvis købet er foretaget i en udenlandsk webshop uden for EU's grænser.
EU-landene har ensartede, høje krav til produktsikkerhed, mens man ikke nødvendigvis er lige så godt beskyttet, hvis man handler på webshops uden for EU.
Derfor skal du holde godt øje med sikkerheden, når du handler online uden for EU’s grænser.
Før du køber
Du bør tjekke webshoppen for at sikre dig, at firmaet har oplyst navn, adresse telefonnummer, e-mail med mere.
Desuden bør du undersøge, om firmaet har et registreringsnummer, eller om navnet på indehaveren er oplyst. Hvis disse oplysninger ikke er tilgængelige, så køb varen et andet sted.
Når du modtager produktet
Det er vigtigt, at du er særligt opmærksom og kontrollerer produktet, inden du tager det i brug. Du kan bruge tjeklisten nedenfor.
Tjekliste for elapparater
- ER der CE-mærke på?
- Har apparatet en mærkning, som angiver spænding samt oprindelsesland og producentens navn? Denne mærkning skal være på apparatet.
- Følger der oplysninger om sikkerhed med på dansk?
- Har apparatet tynde ledninger, som kan blive beskadiget, dvs. tyndere end en tændstik?
- Er der skarpe kanter, hvor ledningen går ind i apparatet?
Kilde: Sikkerhedsstyrelsen
Først publiceret: 1. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 1. november 2022 kl. 14:19