TV 2 lemper på betingelser for at vise fodboldbrag på barer
Betingelse om maksimalt 200 personer i eksisterende lokaler fjernes af TV 2 forud for kamp mod Tyskland.
Pubber, barer og caféer får mulighed for at vise lørdagens fodboldbrag mod Tyskland på storskærm for et større publikum.
TV 2 fjerner betingelsen om et loft på maksimalt 200 personer i eksisterende lokaler og giver mulighed for at vise ottendedelsfinalen på storskærm i det fri.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
– Nu er Danmark gået videre, og selv om vi savner nogle danske mål, så har danskernes opbakning ikke været til at tage fejl af.
– Derfor giver vi nu mulighed for, at kommercielle aktører kan tilkøbe rettighederne, så flest muligt kan deltage i den store folkefest, der allerede er i gang, siger sportsdirektør på TV 2 Frederik Lauesen.
Det er fortsat gældende, at der skal være fri adgang til storskærmsarrangementer, fremgår det af meddelelsen.
Kommercielle aktører, der ikke allerede har en aftale med TV 2, får også mulighed for at tilkøbe retten til offentlig visning af Danmarks EM-kampe på TV 2 på de nye betingelser.
Ritzau har forespurgt TV 2, hvad aktører i bar- og restaurationslivet skal betale for at vise kampen på storskærm.
Det har ikke været muligt at få oplyst eksakte beløb. Men TV 2 oplyser i et skriftligt svar, “at der er tale om en favorabel pris, som er helt fair i lyset af, at TV 2 har betalt mange penge for en rettighed, der virkelig kan samle danskerne”.
De hidtidige betingelser har mødt kritik fra dele af restaurationsbranchen, der har efterlyst muligheden for at vise kampene for et større publikum.
I brancheorganisationen Danmarks Restauranter & Cafeer hilser presse- og kommunikationschef Lars Bjerregaard lempelsen fra TV 2’s side velkommen.
– Det betyder meget for branchen, at de, som har lyst til og mulighed for at samle danskerne om en overraskende sejr over Tyskland, nu kan gøre det – uanset kanalen, siger han i en skriftlig kommentar.
Ved EM i herrefodbold har TV 2 liverettighederne til fire ottendedelsfinaler, heriblandt Danmarks opgør mod Tyskland, to af kvartfinalerne og den ene af de to semifinaler.
Finalen 14. juli vises både på TV 2 og DR.
Danmarks kamp mod Tyskland spilles lørdag klokken 21.
/ritzau/
Først publiceret: 26. juni 2024
Artiklen er sidst opdateret 26. juni 2024 kl. 15:01