Rekordhøjt besøgstal: Se de mest populære museer
Danskerne går på museum som aldrig før. Se de mest besøgte museer her.
Har du været på museum sidste år? Hvis ja, er du langt fra den eneste, fordi de danske museer blev besøgt hele 17,4 millioner gange i 2023.
Det er det højeste niveau i de 40 år, hvor Danmarks Statistik har udgivet en museumsstatistik.
Museer med statsstøtte havde 14,5 millioner besøgende i 2023. Dette var 7 procent flere end i 2019, hvor de statsstøttede museer havde 13,6 millioner besøg.
Museer uden statsstøtte stod for 2,9 millioner af museumsbesøgene i 2023, svarende til 16 procent af alle besøgene i museernes udstillinger.
2023 er det første år, der ikke er påvirket af Corona pandemien siden 2019.
Besøg i cafeen eller andre aktiviteter
Folk går ikke kun på museer for at se udstillinger, men også for at nyde godt af deres caféer, haver eller parker.
Det var der 2,3 millioner gæster, der gjorde sidste år, dvs. gik på museum uden at kigge på udstillingerne.
Fremgangen er sket i alle fem regioner, dog med størst forskel i Region Nordjylland, hvor museerne havde 188.000 eller 19 procent flere besøgende i forhold til 2022.
Ti mest besøgte museer i 2023
Med 702.000 gæster var kunstmuseet Louisiana det museum, der havde flest registrerede besøg i udstillingen i 2023.
Museet med næst flest besøg i udstillingen var Statens Museum for Kunst, der registrerede 623.000 gæster, efterfulgt af Christiansborg Slot med 559.000 besøgende.
- Louisiana
- Statens Museum for Kunst
- Christiansborg Slot
- Den Gamle By
- ARoS
- Ny Carlsberg Glyptotek
- Rosenborgsamlingen
- Statens Naturhistoriske Museum
- Prinsens Palais
- Moesgaard Museum
Hvilket museum har du besøgt flest gange?
Først publiceret: 29. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret 29. maj 2024 kl. 8:19