Nye billeder af kongeparret viser usete detaljer

På nye officielle billeder af kong Frederik X og dronning Mary kan man se, at kongeparret for første gang bærer en række historiske genstande, som konger – og senest hendes majestæt Dronning Margrethe – har båret i deres regeringsperioder.

Gallaportrættet af kong Frederik og dronning Mary er taget af fotograf i Grønne Sal i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot. Foto: Steen Evald, Kongehuset.

Rundt på danske ambassader og konsulater i hele verden skal glasrammer udskiftes med dugfriske billeder af kongeparret.

Kongehuset har nemlig offentliggjort de første officielle gallaportrætter af dronning Mary og kong Frederik, hvor de i gallauniform med Elefantordenen hængende om halsen er blevet fotograferet på Christiansborg Slot.

Billederne er blevet taget i forlængelse af tronskiftet 14. januar, hvor dronning Margrethe abdicerede og overdrog tronen til sin søn.

Ud over danske ambassader kan billederne ses ophængt på statslige institutioner og på danske fartøjer blandt andet, skriver kongehuset.

Kongen:

Den elefant, der hænger for enden af kæden på kong Frederik på billedet, er ikke en hvilken som helst Elefantorden.

Det er Moderelefanten, som den kaldes.

Det er den grundlæggende elefant for hele ordenen.

Det er tradition, at den bæres af monarken ved særlige lejligheder. Derfor har den også hængt om halsen på kong Frederiks morfar og mor, da de hver især sad på tronen.

Og nu er den altså i den nye konges besiddelse. 

Kong Frederik er på portrættet iført Søværnets gallauniform, hvor man på skuldrene af ham han skimte fire stjerner.

De fire stjerner kom til i forbindelse med tronskiftet, hvor kongen blev udnævnt til graden admiral.

En anden historisk genstand – som kongen for første gange bærer – er Elefantordenens bryststjerne fra omkring 1770.

Bryststjernen blev udført til den senere Frederik VI. I 1947 begyndte Kongens morfar, Frederik IX, igen at bære denne bryststjerne ved særlige lejligheder.

Nederst på uniformen bærer Kongen Dannebrogordenens bryststjerne, der er udført til Frederik VI efter ændringen af ordensstatutterne i 1808.

Foto: Steen Evald, Kongehuset.

Dronning Mary:

På brystet af dronning Marys grønne kjole i velour med blonder i toppen sidder en lille broche med et billede af hendes mand.

Det er et miniatureportræt af kong Frederik, som hun fik i forbindelse med tronskiftet.

Rammen, der omslutter miniportrættet, blev i sin tid lavet til kejserinde Amelie af Brasilien. Siden har rammen skiftet hænder flere gange.

Fra 1972 og frem til tronskiftet i år har dronning Margrethe båret rammen med et miniportræt af sin far, Frederik IX.

De officielle gallaportrætter af siddende regenter har gennem tiden været ophængt på blandt andet danske ambassader, konsulater og danske fartøjer.

Bruger for første gang sættet

Dronningen bærer på portrættet for første gang kronjuveler.

Det er smaragdsættet med diadem, halskæde, ørenringe og en stor broche, der kan deles i tre.

Smaragdsættet er ét af de fire smykkesæt, eller garniturer, der stilles til rådighed for Danmarks dronning og til daglig udstilles i Skatkammeret på Rosenborg Slot.

Sættet blev designet af juvéleren C.M. Weisshaupt, og var en gave fra Christian VIII til Dronning Caroline Amalie, formentlig ved deres sølvbryllup 22. maj 1840.

Sættets smaragder og diamanter er dels genbrug fra Christian VI’s Dronning Sophie Magdalenes smykkesamling, dels genbrug fra ældre armbånd, kombineret med nyindkøbte sten.

Stilen er nyklassicismens former – blomsterranker, sløjfer og krøllede rammer eller kartoucher, inspireret af datidens franske kronjuveler

Når kronjuvelerne ikke er i brug, udstilles de i skatkammeret i den sikrede kælder under Rosenborg Slot. Det er kutyme, at kronjuvelerne forbliver i Danmark, hvilket betyder, at de ikke medbringes ved besøg i udlandet.

Kilde: Kongehuset

Foto: Steen Evald, Kongehuset.

Først publiceret: 1. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret 2. maj 2024 kl. 10:53

Se, hvad vi ellers skriver om: