Idømt fængsel: Tasketyve gik efter ældre

Mand på 42 år er idømt et år og tre måneders fængsel. Hans kvindelige kumpan undgår at skulle afsone.

Nogle episoder var så grove, at der var ikke bare var tale om tyveri, men røveri, hvilket straffes hårdere, fordi der anvendes vold eller trusler.

To tasketyve er tirsdag idømt fængsel ved Retten i Aarhus for en stribe tyverier og røverier begået mod kvinder i alderen 68-93 år, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Der er tale om en 42-årig mand, som er idømt fængsel i et år og tre måneder, og en 34-årig kvinde, der er idømt tre måneders fængsel. Kvinden skal som udgangspunkt ikke afsone sin straf, da retten valgte at afgøre sagen med en betinget dom.

“De mange ældre kvinder har været udsat for nogle ubehagelige og voldsomme overfald begået af de samme utryghedsskabende gerningspersoner, lyder det fra sagens anklager,” Signe Bang.

“Derfor er jeg også tilfreds med politiets gode efterforskning i sagen, der undervejs i forløbet førte til, at man fandt frem til den 42-årige mand og den 34-årige kvinde, som kunne knyttes til de mange ensartede forhold,” siger hun i pressemeddelelsen.

I alt ni ofre

De dømte blev anholdt i november på Olof Palmes Allé i det nordlige Aarhus. Her blev de standset af en politipatrulje, da de kom kørende i en hvid bil, som blev anvendt ved en episode godt en måned tidligere.

Ved den lejlighed fik en 72-årig kvinde stjålet sin pung, da en tyv kom løbende bagfra og fik fat i pungen, som hun gik med i et indkøbsnet. Det skete i Sabro lidt uden for Aarhus.

Senere samme dag blev kvindens dankort misbrugt til to hævninger. Den slags kaldes i strafferetlig sammenhæng for databedrageri.

Alt i alt blev ni kvinder ofre for gerningsmændene. Nogle episoder var så grove, at der var ikke bare var tale om tyveri, men røveri, hvilket straffes hårdere, fordi der anvendes vold eller trusler.

Nogle af episoderne blev begået af både manden og kvinden, mens manden i andre tilfælde handlede på egen hånd.

Skyldig i røveri

I retten erkendte de to sig skyldige i anklagerne om tyveri, men afviste dog, at der skulle have været tale om røveri i nogle af forholdene.

Til Ritzau fortæller anklagerfuldmægtig Signe Bang, at det kun var manden, som blev fundet skyldig i røveri. Et røveriforhold, hvor kvinden også var under anklage, vurderede retten til blot at være tyveri.

Kvinden valgte at acceptere rettens dom, mens manden overvejer, om han vil anke til landsretten.

Også anklagemyndigheden har – trods anklagerens umiddelbare tilfredshed – mulighed for at anke dommen.

Signe Bang fortæller, at hun nedlagde påstand om en ubetinget straf på mindst to år til manden og en ligeledes ubetinget straf på ti måneder til kvinden.

Først publiceret: 26. april 2024
Artiklen er sidst opdateret 26. april 2024 kl. 9:35

Se, hvad vi ellers skriver om:

og