Dom: Dette måtte Tryg ikke gøre mod kunderne

Det var ikke lovligt, at forsikringsselskabet valgte at hæve prisen på sine forsikringer uden at varsle kunderne først. Kunderne kan kræve tilbagebetaling.

Forbrugerombudsmanden råder, at man tager kontakt til Tryg, for at høre om man har penge til gode.

Sidste år indledte Forbrugerombudsmanden en sag mod Tryg Forsikring.

Ombudsmanden mente, at forsikringsselskabet i flere år – og i strid med reglerne – havde hævet priserne for store dele af sine private kunder uden at varsle om det.

Dette omhandler ikke medlemmer eller kunder i Alka.

Nu er der faldet dom i sagen. 

Sø- og Handelsretten har afgjort, at Tryg Forsikring ikke måtte hæve prisen uden at fortælle kunderne først.

Samtidig har retten fastslået, at de berørte kunder har ret til tilbagebetaling under visse betingelser.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.  

Retten: Et af vilkårene var urimelige 

Sagen tager udgangspunkt i Tryg Forsikrings prisstigninger på privatforsikringer i perioden fra marts 2016 til februar 2020.

Det er Sø- og Handelsrettens opfattelse, at et af Tryg Forsikrings aftalevilkår var urimeligt og dermed ugyldigt.

På samme tid har Tryg Forsikring handlet i strid med god skik for finansielle virksomheder.

Retten har også afgjort, at de kunder, som har betalt de uretmæssige prisstigninger i perioden har ret til tilbagebetaling.

Det kan ske, hvis forbrugerens krav ikke er forældet eller ophørt på anden måde, lyder det.

Her er Forbrugerombudsmandens anbefaling 

Forbrugernes vagthund er tilfreds med rettens dom.

“Forsikringskunder skal naturligvis kende prisen på deres forsikringer, og den kan ikke bare sættes op uden varsel. Retten har nu slået fast, at Tryg Forsikrings aftalevilkår ikke gav selskabet hjemmel til at hæve prisen uden varsel.”

“Det er efter min opfattelse en rigtig afgørelse for forbrugerne, og det er jeg meget tilfreds med,” siger Forbrugerombudsmanden, Torben Jensen, i meddelelsen.

Han anbefaler, at du tager kontakt til Tryg Forsikring for at undersøge, om du har penge til gode.

Vi anker

Det sidste ord er dog ikke blevet sagt i sagen.

For Tryg Forsikring har valgt at anke dommen fra Sø- og Handelsretten.

Det oplyser direktør for Trygs privatforretning i Danmark, Henrik Grønborg, til MarketWire.

“Vi mener at have fulgt de gældende retningslinjer og Finanstilsynets anvisninger på området, og derfor anker vi nu dommen med henblik på at få den revurderet via retssystemet.”

Først publiceret: 10. april 2024
Artiklen er sidst opdateret 12. april 2024 kl. 9:29

Se, hvad vi ellers skriver om: