Prinsesse Benedikte ansætter god veninde
Dronning Margrethes lillesøster har fundet sin nye, nære medarbejder blandt de absolut tætteste venner til kongefamilien.
Du vil kunne genkende hende lige bag prinsessen ved officielle lejligheder.
Altid klar med en hjælpende hånd.
Prinsesse Benedikte har fundet sig en ny hofdame, 59-årig Mette Louise Ahlefeldt-Laurvig.
Og hun er bestemt ikke et fremmed ansigt blandt de kongelige.
Mette Louise Ahlefeldt-Laurvig har nemlig venskaber med flere generationer af Kongehusets medlemmer.
Begge har en passion for ridesport
Den første dag på jobbet har Mette Louise Ahlefeldt-Laurvig allerede haft.
Her var hun sammen med sin arbejdsgiver, prinsesse Benedikte, i slutningen af marts på besøg hos Solgaven i Farum, et botilbud og dagcenter for blinde og svagsynede, der fyldte 50 år.
“Mette Louise Ahlefeldt-Laurvig afløser hofdame, kammerherreinde Anne Dorthe Iuel, Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen, der fratræder med udgangen af nuværende hofdameperiode efter 7 års tjeneste,” skriver Kongehuset i sin meddelelse om den nye medarbejder.
Også i fritiden kan Mette Louise Ahlefeldt-Laurvig og prinsessen finde sammen, for de deler begge en stor interesse for ridesporten.
Privat bor Mette Louise Ahlefeldt-Laurvig på Tranekær Slot på Langeland med sin mand, grev Christian Ahlefeldt-Laurvig.
Hvad laver en hofdame?
En hofdame ledsager og assisterer den pågældende dronning eller prinsesse ved officielle gerninger både i Danmark og i udland.
På opgaven listen står blandt andet korrespondance, koordinering og indkøb. Man kan genkende hofdamen ved hofdamenålen, der er dronningen eller prinsessens monogram i guld, og som bæres på et lyseblåt bånd på venstre skulder.
Så tæt er hun med de kongelige
- Mette Louise Ahlefeldt-Laurvigs far, kammerherre og hofjægermester Christian Lerche-Lerchenborg, der gik bort tidligere i 2024, var gode venner med dronning Margrethe og prins Henrik.
- Da dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum skulle markeres, deltog Mette Louise Ahlefeldt-Laurvig.
- Prinsessens nye hofdame og gemalen var med til prins Henriks konfirmation i Frankrigs hovedstad, Paris, hvor parret gav prins Joachims og prinsesse Maries yngste søn aktier i konfirmationsgave.
- I 2002 stod Mette Louise Ahlefeldt-Laurvigs mand, Christian Ahlefeldt-Laurvig, fadder til prins Felix ved dåben.
- Hendes søster er Anna von Lowzow, der er kendt som tidligere kommentator til kongelige begivenheder og har samarbejdet med prins Joachim om sin DR-dokumentarserie om Danmarkshistorien.
- Daværende kronprinsesse Mary, prinsesse Marie og prins Joachim var sammen med til fest på Tranekær i 2017, da greveparret holdt 50-års fødselsdag. Daværende kronprins Frederik var også inviteret, men måtte melde fra på grund af lungebetændelse, skrev Billed Bladet.
Først publiceret: 15. april 2024
Artiklen er sidst opdateret 17. april 2024 kl. 14:28